Manden i den røde bil idømmes forvaring på ubestemt tid

Sexkrænkeren fra Sydfyn fik ikke noget ud af at anke sin dom til Østre Landsret. Torsdag blev den stadfæstet.

Forvaring på ubestemt tid.

Sådan lyder dommen torsdag i Østre Landsret over den fynske sexkrænker Claus Jensen, der blev berygtet som "Manden i den røde bil".

Dermed fik den 42-årige mand, der tidligere hed Nis Bekker Hansen, ikke noget ud af at anke dommen fra Retten i Odense, som i november nåede samme resultat.

Claus Jensen har erkendt, at han i efteråret 2012 forgreb sig på to små piger, som han med nogle ugers mellemrum samlede op i sin bil og krænkede seksuelt. Han mente dog, at han skulle slippe for straf, fordi han var utilregnelig på gerningstidspunktet.

Han blev kendt som "Manden i den røde bil", fordi han med nogle ugers mellemrum i efteråret 2012 samlede to piger på 10 og 11 år op i sin røde Opel Astra. Han krænkede pigerne seksuelt og forsøgte at voldtage dem.

Bortførelsen og krænkelsen af pigerne vakte opsigt landet over og skabte frygt på Fyn. Først da han blev anholdt i forbindelse med en brand i sin lejlighed i Odense i sommeren 2013 kunne børn og forældre på Fyn ånde lettet op.

I forbindelse med branden i lejligheden fandt politiet blandt andet våben og sprængstoffer samt dna-beviser for, at han stod bag overgrebene på de to piger.

Under ankesagen i landsretten undskyldte han overfor de to piger.

- Det gør ondt indvendigt, når jeg ser og hører pigerne fortælle, sagde han ifølge fyens.dk, der har fulgt sagen i Østre Landsret.

- Især med pige nummer to om, hvorfor hun ikke sagde noget undervejs. Hun har været så møgbange i situationen, men det var jeg ikke opmærksom på.

Han er også dømt for et voldtægtsforsøg mod en voksen kvinde samt for at have planlagt fremtidige bortførelsesvoldtægter.

Netop spørgsmålet om de fremtidige voldtægter var et stort tema i byretten. Her fremhævede anklagemyndigheden blandt andet, at den 42-årige allerede havde lejet en garage til formålet.

Anklager Lenette Skak pegede desuden på noter i hans omfangsrige dagbog som bevis for, at han havde sådanne planer.

Nu er Østre Landsret så også nået til, at forvaring er den rette dom.

Sammen med fængsel på livstid er forvaring den eneste sanktion i dansk strafferet uden tidsbegrænsning. Først når en forvaringsdømt ikke længere anses for at være til fare for andre, slippes vedkommende ud.

Oversigt

    Oversigt