Mange singler giver boligudfordringer i Odense

Der bliver flere og flere singler i Danmark, hvilket giver udfordringer på flere områder. Et af dem er på boligmarkedet.

Der bliver flere og flere singler i Danmark. Den udvikling skaber udfordringer flere steder i samfundet, blandt andet på boligmarkedet.

Helt nye tal fra BoligPortal viser, at syv ud af ti boligsøgende i Odense søger bolig alene - en efterspørgsel boligmarkedet slet ikke kan matche.  

- Vi kan nikke genkendende til det stigende antal singler, fortæller Henrik Løvig, der er adm. direktør i BoligPortal, og uddyber:

- Færre beboere pr. bolig betyder et behov for flere boliger – og på kort sigt en sværere situation for de boligsøgende, da der i forvejen er væsentligt flere om buddet, end der er ledige lejligheder.

Ydermere fortæller Henrik Løvig, at langt hovedparten af de lejeboligsøgende gerne vil bo i centrum, tæt på kultur, restaurationer og sociale netværk.

- 85 procent har Odense C inkluderet i deres søgning, så langt de fleste vil gerne bo centralt, siger Henrik Løvig.

Den tendens gør sig også gældende på ejerboligmarkedet, fortæller Curt Liliegreen, der er chef for Boligøkonomisk Videncenter under Realdania. Faktisk i så høj grad, at de største byer, som Odense, snart kan være lukket land for de singler, der ikke er velhavende.

- Singlekulturen og de gunstige forhold for forældrekøb herhjemme presser priserne op på ejerlejligheder i de største byer, også Odense. Det kan give problemer for de singler, der ikke har en god uddannelse og et velbetalt job. De kan simpelthen ende med at bliev presset ud, og det kan vi se allerede er startet i København - og så plejer det jo kun at være et spørgsmål om tid, før det også sker i Odense, siger Curt Liliegreen og tilføjer:

- Der er simpelthen ikke nok billige boliger.

Curt Liliegreen fortæller, at boligmarkedet og boligudviklingen ikke har formået at ændre sig i samme hastighed som efterspørgslen.

Siden krisen toppede i 2009 og stort set standsede alt privat boligbyggeri i Danmark, er det gået ganske langsomt med at få bygget nye boliger. Især centralt, hvor der snart heller ikke er flere grunde at bygge på.

- Det er faktisk meget lidt, der bliver bygget. Til gengæld bliver det bygget på meget synlige steder, for eksempel på havnen i byer som Aarhus og Odense. Men udbuddet stiger slet ikke tilsvarende efterspørgslen, siger Curt Liliegreen.

Oversigt

    Oversigt