Mangel på vacciner: Direktører på OUH kom foran i køen

En manglende plan for overskydende vacciner resulterede ifølge OUH i, at en række direktører fik et prik, selvom de ikke stod først på listen.

Mens sårbare og frontpersonale fortsat mangler det første prik, viser det sig nu, at flere direktører på Odense Universitetshospital er kommet foran i vaccinekøen.

Der er tale om tre ud af hospitalets seks direktører, der ikke opfylder kriterierne, men alligevel har fået vaccinen. Det skriver Fagbladet 3F.

- Vi kan oplyse, at tre af de seks direktører har fået en vaccination, selvom det ikke var planlagt, da de ikke ligger i den første kategori, der skal vaccineres jævnfør Sundhedsstyrelsens vaccinationsplan, skriver hospitalets presseafdeling i en mail til fagbladet.

Havde ingen plan

Ifølge 3F skyldes fordelingen af de første doser vacciner, at "meget foregik håndholdt". Der var derfor ikke styr på prioriteringslisterne og dermed, hvem der stod forrest i køen til en vaccine.

Tilbage i december oplyste lægefaglig vicedirektør på Nordsjællands Hospital Jonas Egebart, at der var mere i vaccineglassene end først antaget. Det betød, at man stod med flere ekstra vacciner med kort holdbarhed - blandt andet på OUH, hvor nogle af dem altså blev givet til direktørerne.

De fik dem som nogle af de første, oplyser administrerende direktør Niels Nørgaard Pedersen til fagbladet.

- Jeg ærgrer mig da i dag over, at vi ikke allerede i opstartsprocessen havde tilstrækkelige planer for, hvad vi ville gøre, hvis vi fik vacciner i overskud. Derfor har vi flere gange udvidet vores standby-lister, så vi sikrer, at overskydende vacciner går til de prioriterede grupper, skriver han til bladet i en mail.

Færre doser på vej til Danmark

De første vacciner ankom til Danmark 26. december, mens de første stik blev givet på landets plejehjem dagen efter. Det skete som en del af den vaccinestrategi, der er blevet lagt.

Sundhedsstyrelsen har lavet en prioriteret rækkefølge for, hvornår man vil blive tilbudt en coronavaccine. Her er danskerne blevet delt ind i 12 grupper, som afgør, hvornår man får vaccinen. Halvdelen af grupperne er personer, der har et svækket helbred eller arbejder i frontlinjen, hvor der er øget risiko for smitte.

Den sidste og 12. gruppe er den almene befolkning, der ikke er udsatte eller pårørende til udsatte. Ifølge Sundhedsstyrelsens plan fra 8. januar kan de forvente at blive vaccineret i slutningen af juni.

Efterfølgende er det kommet frem, at vaccineproducenten Pfizer/BioNTech ikke kan levere som lovet, og at Danmark dermed står til at få 100.000 færre doser end først antaget.