Markant stigning i ungdomskriminalitet i Vollsmose

Den såkaldte lillebroreffekt kan være årsag til, at Vollsmose de seneste år har oplevet en massiv stigning i kriminalitet blandt unge under 15 år.

Opdatering: Artiklen er opdateret med interview med Tommy Holst fra SSP (se nederst i artiklen).

Ungdomskriminaliteten i Odense-bydelen Vollsmose har oplevet en markant stigning, og det sker, til trods for at den i resten af byen generelt er faldende. Det viser en årsrapport fra SSP Odense (Skole, Socialforvaltning og Politi i Odense). 

- Vollsmose er en ghetto, og det skal vi have gjort noget ved. Vi skal have sat massivt ind over for problemerne i Vollsmose, og et af problemerne er, at der bor rigtig mange mennesker i området, siger Søren Windell (K), der har foreslået at rive dele af Vollsmose ned for at gøre op med ghettoen og i stedet for opføre nye boliger.

- 22 procent af dem, der bor derude, er unge under 18 år. Når de oplever den kriminalitet, bliver det en “lillebroreffekt”, som man også siger i rapporten, hvor man ser, at dét, storebror gør, er normalt, forklarer det nyvalgte byrådsmedlem for Konservative. 

 
Fotograf: Masoud Jafari Pouia

Ifølge rapporten var der 89 sigtelser af børn under 15 år i Vollsmose i 2016. Det svarer til 58 procent af samtlige sigtelser for aldersgruppen i Odense.

I 2014 stod Vollsmose til sammenligning kun for 39 sigtelser i målgruppen. Det svarede dengang til 24 procent. Der er altså tale om en stigning på 34 procentpoint på to år.

Cæcilie Crawley fra Socialdemokratiet mener dog ikke, at løsningen på problemerne på ungdomskriminalitet er at rive bygninger i Vollsmose ned.

- Lige nu har vi en rigtig god helhedsplan for Vollsmose og området, og der kan man godt forholde sig til, om man skal rive boliger ned, men det er slet ikke det, problemet handler om, siger Cæcilie Crawley.

- Det er nogle børn, der er ved at blive kriminelle - og ikke, hvordan de bor og lever, forklarer hun. 

 
Fotograf: Masoud Jafari Pouia

At stigningen er så markant, skyldes muligvis, at bandekriminaliteten er blevet stærkere i Vollsmose, mener Cæcilie Crawley.

- Jeg tror, vi allesammen har lagt mærke til, at bandekriminaliteten er steget i Odense eller i hvert fald blevet mere tydelig. Som rapporten giver udtryk for, er det svært at sige, hvad der egentlig er sket derude. Det må vi få snakket lidt om, fortæller byrådsmedlemmet.

Lillebroreffekt

SSP: Derfor er ungdomskriminalitet højere i Vollsmose

SSP har først ønsket at kommentere årsrapporten mandag, og her peger man på, at ungdomskriminaliteten er stigende, fordi der i Odense-bydelen ligger en nærpolitistation, som i højere grad kan fange de unge kriminelle.

- Der er nogle andre forhold, der gør sig gældende i Vollsmose. Vi har blandt andet en nærpolitistation derude, og politiet har et kontroltryk i forhold til den form for kriminalitet, der foregår derude, siger Tommy Holst, der er sekretariatschef for SSP i Odense.

SSP mener eksempelvis, at butikkerne i højere grad er begyndt at anmelde butikstyverier. 

- Hvis man sætter 20 ekstra politibetjente ind i lokalområdet, vil man også se en stigning i antallet af sigtelser, forklarer Tommy Holst, der var i studiet på TV 2/Fyn mandag: 

 

 

 

 

Oversigt

    Oversigt