Markus fra 9.B: - Så giver man da lige læreren en high-five

Det går skidt med trivslen for 9.klasserne på de odenseanske folkeskoler. Men på Sanderumskolen i Odense er billedet et andet. Her bliver der flere og flere, der er glade for at gå i skole.

Klara fra 9. A og Markus fra 9.B på Sanderumskolen viser rundt på den skole, som de begge er ret glade for. 

- Hvis man hellere vil sidde i sofaer og arbejde, så er der jo masser af muligheder, fortæller Markus Christian Nørrung, mens han viser et fællesrum frem, hvor store dele af undervisningen foregår. 

Her er der både lænestole og sofaer, som eleverne kan flyde i, når de tyske gloser skal fordøjes.

Et fælleslokale på Sanderumskolen i Odense. Her er der undervisning i sofaer og lænestole.
Et fælleslokale på Sanderumskolen i Odense. Her er der undervisning i sofaer og lænestole.
Foto: Sara Fuglsig

Men Sanderumskolen er noget atypisk.  For folkeskoleeleverne i Odenses 9. klasser har det skidt med at gå i skole. Det viser Odense Kommunes sundhedsprofil. Her har elever fra flere forskellige klassetrin på 33 folkeskoler og syv friskoler svaret på spørgsmål omkring kost, motion, venner, fritid og trivsel i skolen. 

På spørgsmålet om de altid eller for det meste er glade for at gå i skole knækker kurven den forkerte vej. I 2015 svarede 81 procent ja. Det tal er i 2016 faldet med 10 procent til 71 procent.

Men stik imod den tendens finder vi altså Sanderumskolen i det sydvestlige Odense. Her er tallet af glade elever steget fra 80 procent i 2014 til 86 procent i 2016.

Stikker da lige en high-five
Selvom skoledagene er blevet længere, så nyder Markus og Klara dem. 

Og det er der flere gode grunde til, fortæller de to niendeklasseselever. 

For det første er der gode udendørsfaciliteter, hvor man kan få luft midt i undervisningen. Indenfor er rammerne også blevet langt bedre. Eleverne flytter rundt til hver time og kan fordybe sig i lænestole eller i cafélignende lokaler i små grupper.

quote Jeg er da venner med alle mine lærere. Når man går ned ad gangen, så siger man da lige: Hey - hvad så? Og så giver man da lige en high-five

Markus, 9. B på Sanderumskolen

- Når hele klassen sidder inde i et lokale, så kommer der et støjniveau, der er helt sindssygt, fortæller Klara Stengaard Brewer.

Og så er der forholdet til lærerne. 

- Jeg er da venner med alle mine lærere. Når man går ned ad gangen, så siger man da lige: Hey - hvad så? Og så giver man da lige en high-five, fortæller Markus Christian Nørrung. 

Og så mener Klara Stengaard Brewer også, at det handler om at have en positiv tilgang. 

- Hvis man står op hver morgen og siger: Øv, jeg skal i skole i dag! Så er man måske også selv lidt ude om det. 

 

 

 

Oversigt

    Oversigt