Martin tabte 60 kilo og sælger nu himmelske hotdogs

Fra containerne i Storms Pakhus serveres der ikke kun eksotisk mad fra hele verden. Kokkene langer også deres personlige historier over disken.

Han elsker hotdogs, Martin Bager Wulff, der står bag boden Hotdog Heaven i Storms Pakhus. Han elsker også sin nye, sunde livsstil. I 2015 tabte han sig 60 kilo på kun 10 måneder. Bagefter skrev han bogen ”Vægttab med nosser”.

Nu har han valgt at forfølge en drøm om at have foden under egen disk. Derfor kreerer han hotdogs, der aldrig før er set, til det fynske folk. F.eks. en King Charles med oksekødspølse, asiatisk mayo, vandmelonsradiser syltet i champagne og rosé. Hver dag finder han på nye varianter af den ellers så klassiske ret, der for mange er urørlig. En klassisk hotter med svinepølse. Det er vel tæt på en krænkelse af en dansk nationalret?

- Det er nærmest danefæ, som vi er inde og mingelere ved. Men vi gør det på en måde, som godt kan respekteres. Hotdog´en er blevet et produkt, der bare spyttes ud. Du kan købe en pølse for en krone og et brød til 40 øre. Jeg synes, at hotdog´en fortjener noget nytænkning.

Men hvordan pokker kan man sælge hotdogs uden at spise en masse af dem og tage på i vægt? Det er ikke noget problem for Martin.

- Man skal gøre sig umage. Det gør vi med vores hotdogs. Det farlige er frostmad og nemme løsninger. Men her er der arbejdet meget med det, og råvarene er gode. Derfor spiser man mindre og nyder det mere. 

I søndags deltog Martin i DM i hotdogs. Der stillede han op med en hotdog lavet af croissant bagt med salt og timian, en pølse lavet på grisenakke og muskat og på toppen dressing af blåskimmelost og reduceret portvin. Allerede i dag optræder flere af ingredienserne i dagens hotdogs i Hotdog Heaven. For som Martin siger: Vi skifter menukort næsten hver dag hernede, ellers kommer vi til at kede os."

Selvom Martin nyder at eksperimentere, så sætter han stadig pris på en klassisk hotdog:

- Bare den ikke er fra en tankstation kl. 02 om natten.

 

 

 

Fra D´Angleterre til Odense Street Food

Det er måske nok forbundet med stor prestige at være ansat som kok på f.eks. Svinkløv Badehotel eller D´Angleterre. Yasser Rahim Naz har været der. Plus på en håndfuld andre restauranter med mange stjerner. Han kan endda bryste sig af at have vundet VM i hotdogs. 

Men nu har han kastet sig over ét formål: At skabe den perfekte pita til gæsterne i Storms Pakhus - Odense Street Food.

- Jeg vil gerne tage det gastronomiske talent, som jeg har og flytte det over i et pitabrød. Det synes jeg er sjovt. 

Der har været lange køer ved Yazzy´s Pita fra den første dag. Gæsterne vil tilsyneladende gerne vente på at få den helt perfekte pita. Hvordan laver man sådan en? Ifølge Yasser skal alle tingene være friske. Pitabrødet skal være nybagt, hummusen skal være smagt til, og der skal være gode dressinger. Velsmagende og krydret - og med godt mel. Det er nøglen, fortæller den hårdtarbejdende pitamester.

- Brødet bliver penslet med brunet smør og drysset med polenta og nigella-frø. Det giver en skorpe, som gør det virkelig ekstraordinært.

Yasser er vant til god plads i køkkenet, når der skal jongeleres med råvarer og skarpe knive. Her i det gamle pakhus  står de tre mand op af hinanden i en container. Køen er lang, pladsen trang og kærligheden til den gode pita er stor.

 

 

Fuldstændig smadret og fuldstændig lykkelig

Andreas Fjord Larsen elsker dip. Faktisk så meget at han, sammen med Frederikke Pihl og Rasmus Brandt Jørgensen, fik lyst til at åbne en bod  med alskens varianter af dips. Men der skulle jo også være noget at dyppe i dippen. Det blev til and og dermed opstod boden Duckie Style, hvor man blandt andet kan købe pommes frites stegt i andefedt, confiterede andelår og andepølser. De tre opfindesomme dip-elskere finder ofte på nye varianter som for eksempel gin-dip.  

Andreas knokler så hårdt, at sveden bogstaveligt talt driver ned af ansigtet på ham. Men det gør han gladeligt for at være en del af det nye Odense Street Food:

- Det er simpelthen drømmen. Da vi hørte, at der kom noget i Odense ligesom i København og Aarhus, så tænkte vi, at der er kun én mulighed. Det er, at vi skal herned. Så har jeg også gået hele livet og drømt om at åbne en restaurant. Så det passer jo perfekt.

Andreas læser erhvervsøkonomi på SDU. Det har hjulpet ham og kollegaerne gevaldigt med at finde ud af, hvordan man får en forretning op at køre, og hvordan man får kunder i butikken. Studierne ser ud til at lønne sig, for efter åbningsweekenden siger Andreas:

- Jeg er fuldstændig smadret og fuldstændig lykkelig. Tak til alle gæsterne. I er dem, der gør os til dem, vi er.

 

 

 

 

Oversigt

    Oversigt