Maskeret drengegruppe på spil på dyrskuet: To 11-årige drenge slået

En drengegruppe lavede fredag formiddag ballade og slog to 11-årige drenge til Det Fynske Dyrskue. Nu leder Fyns Politi efter dem.

Fredag formiddag blev to 11-årige drenge slået af en større gruppe drenge, der kort forinden også havde skabt lidt uorden ved Det Fynske Dyrskue i Odense. 

Det bekræfter vagtchefen ved Fyns Politi Anders Furbo Therkelsen over for TV 2/Fyn. 

- Jeg kan bekræfte, at vi fredag har været ude og optage to voldssager ved dyrskuet, fortæller vagtchefen. 

En gruppe på seks til syv drenge på omkring 14 år er gået rundt på dyrskuepladsen fredag formiddag. Der har de ifølge vagtchefen lavet lidt "småuorden". 

- Vi bliver så tilkaldt i forbindelse med, at en elev på 11 år har fået tildelt nogle slag, fortæller Anders Furbo Therkelsen og fortsætter:

- I den forbindelse kommer der endnu en elev med en lærer og fortæller, at eleven her, som også er 11 år, også er blevet udsat for noget lignende. 

Maskerede drenge

Fredag var dagen, hvor Det Fynske Dyrskue åbnede portene op til dette års dyrskue med et hav af dyr, madboder og aktiviteter.

Projektmedarbejder ved Det Fynske Dyrskue Simone Hansen kan nikke genkendende til, at der fredag var nogle episoder med en drengegruppe på pladsen. 

- Der var nogle drenge, der lavede ballade omkring formiddag, fortæller hun.

quote Vi har en del vidneforklaringer derude fra. Så vi har faktisk allerede en formodning om, hvilken skole drengegruppen kommer fra.

Anders Furbo Therkelsen, vagtchef ved Fyns Politi

Ifølge et vidne, som TV 2/Fyn har været kontakt med, og Simone Hansen havde drengegruppen masker på.

- Der er én, der står herude og sælger nogle oppustelige hamre og nogle masker, til udklædning. Nogle har så synes, at det var lidt sjovt at tage maskerne på og forskrække andre, fortæller projektmedarbejderen. 

- Drengene var svære at genkende, da de havde hvide masker på, lyder det fra vidnet til TV 2/Fyn. 

Fyns Politi vil ikke bekræfte, at drengene havde masker på. 

Ikke mere af den slags

Fredag på dyrskuet er typisk dagen, hvor rigtig mange skoler og børnehaver kommer forbi. Og det var også tilfældet til dette års dyrskue, fortæller Simone Hansen. 

- Vi havde omkring 10.000 børn ind (på dyrskuepladsen, red.) i løbet af i går, og rigtig mange af dem var skoleelever, fortæller hun. 

Men derfor skal sådanne episoder alligevel ikke ske, slår hun fast. 

- Vi er opmærksomme på det. Og der har ikke været noget som helst resten af fredagen og heller ikke her lørdag formiddag, fortæller projektmedarbejderen ved Det Fynske Dyrskue til TV 2/Fyn. 

Hvem er drengene?

Fyns Politi oplyser, at der er blevet optaget en voldssag, og der bliver arbejdet videre med at finde frem til drengegruppen hurtigst muligt. 

- Vi har en del vidneforklaringer derude fra. Så vi har faktisk allerede en formodning om, hvilken skole drengegruppen kommer fra, oplyser vagtchefen ved Fyns Politi. 

Oversigt

    Oversigt