Sound on/off

Med bøffel og vortesvin

Mens Peter venter på døden

Storvildtjægeren Peter Byskov har stået i duel til døden med tonstunge bøfler og giftige slanger. Men nu er det hans egen tur til at lade livet. I over to år har han siddet klar til afgang, for lægerne har opgivet hans kræftsygdom. Men der er noget, han drømmer om at nå.

FOTOGRAF OG JOURNALIST: CHRISTOFFER LAUBEL

 

 

Der er øjne, der stirrer fra alle vinkler.

I Peter Byskovs jagtstue i kælderen er der nemlig trængsel om pladsen på væggene. 

Cirka 350 trofæer har han hængt op på væggene, allesammen dyr, som han selv har nedlagt som storvildtjæger.

 

Nu er det snart hans egen tur til at blive nedlagt. For han har fået titlen terminalpatient, altså en patient, hvor man ikke længere kan behandle sygdommen, men kun lindre smerterne indtil døden forventes at indtræffe inden for ganske kort tid.

 

Men 73-årige Peter Byskov har været terminalpatient i usædvanlig lang tid. Hele to og et halvt år. Og det betyder, at han ikke ved, præcis, hvordan det går med hans kræftsygdom. Sidst, han havde kontakt med Odense Universitetshospital, var for over et år siden.

 

00:58 Luk video

 

- Jeg er blevet fyret fra OUH. Det er dem, der har størst kapacitet til at fortælle, om der er noget, der har udviklet sig. Har det flyttet sig yderligere, spørger Peter Byskov.

 

Han trækker vejret med stort besvær og må en gang imellem tage noget ilt fra sit iltapparat. Det kan høres, at det var i lungerne, kræftsygdommen startede. Siden har den bredt sig til flere vitale organer.

Peter Byskov har accepteret, at der er en tidsfrist, der snart udløber.

At være terminal

  • En læge vurderer, at patienten er døende og kun kan forventes at leve i kort tid. Kort tid skal forstås som få uger til få måneder.
  • En patient er døende, når ingen tilgængelig behandling kan forhindre, at organsvigt fører til døden i løbet af nær fremtid.

Kilde: Sundhed.dk og Lægemiddelstyrelsen

 

- Det er en ventetid. Hvornår skal vi have en etværelses med låg, eller hvornår skal man puttes i en urne. Det prøver man jo på at skubbe til siden, siger han.

Men han vil godt udskyde sin bortgang lidt endnu.

- Jeg spiller ad helvede til, så derfor skal jeg ikke op i Vor Herres orkester endnu, siger han med galgenhumor.

 

Ventetidens mester

Hvis der er en disciplin, Peter Byskov har øvet sig i gennem livet, så er det ventetid.

Nu gælder det ganske vist hans egen afgang fra livet, men som storvildtjæger har han mange gange siddet og ventet på det rigtige øjeblik til at skyde et projektil afsted.

 

Han rejser sig med besvær fra den vante stol i jagtstuen og stiller sig foran den store kafferbøffel, som han skød i Uganda.

Den er blevet hængt op sin naturlige højde, så den virker ganske frygtindgydende. Selv på en væg.

 

00:36 Luk video

 

- Dem skal man lige have noget repekt for, for den vejer godt et ton. Og når der kommer drev i sådan én, så er den ikke nem at stoppe. Som der var én, der sagde til mig på en af mine Afrikature: Glem alt om forsikring i Alm. Brand, for det hjælper ikke en skid, hvis den rammer dig. Så er den forsikring spildt. Du skal være sikker på at få den. Og det fik jeg så.

 

Sound on/off

Parkeret af sundhedsvæsenet

 

Den pensionerede malermesters kræftsygdom blev opdaget ved en tilfældighed i 2012. Dengang skulle han lige gribe en metalramme, der var ved at ryge på gulvet.

 

Metallet skete der ikke noget med, men Peter Byskov fik en diskusprolaps og blev scannet. På det tidspunkt var det held i uheld, for på scanningen opdagede sygehuspersonalet en kræftknude i den ene lunge.

Se videoen om den heldige arbejdsskade:

01:59 Luk video

Knuden blev opereret væk, og alt så ud til at være i den skønneste orden.

Men kræftsygdommen vendte tilbage og bredte sig, så i maj 2017 blev Peter Byskov erklæret terminal.

 

Det seneste år har han taget 9-10 piller om dagen og føler sig en smule glemt af sundhedsvæsenet. For der er ingen, der holder øje med sygdommens udvikling, og om medicinen skal reguleres.

- Jeg kan ikke lade være med at spørge min læge, om pillerne skal stoppes. Men så siger han meget forståeligt, at det ikke er ham, der har ordineret dem. Det er lægerne på sygehuset. Men som patient kan jeg jo ikke lige få fat i lægerne på afdelingerne derude. 

 

Fakta om kræft

  • Hver tredje dansker får kræft, før de fylder 75 år
  • Hvert år får knap 38.000 danskere kræft – det er 103 om dagen eller én hvert kvarter
  • Cirka 294.000 danskere lever med en kræftdiagnose
  • Seks ud af ti kræftpatienter overlever kræft mindst 5 år

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

 

Selvom Peter Byskov godt kunne tænke sig, at lægerne på sygehuset scannede ham og tog et tjek på hans kræftsygdom, holder han alligevel lidt igen. For han er klar over, at sundhedspersonale løber stærkt, og at ressourcerne er knappe.

- Jeg vil ikke optage en andens plads, erklærer han.

I stedet har Peter Byskov fundet hjælp i cannabisolie.

 

01:05 Luk video

 

- Sådan en ti-procents CBD-olie tager jeg et par dråber af nogle gange om dagen. Det har hjulpet mig. Ikke nogen smerter. Det er ligesom en sænke-skuldrene-pille, en slap-af-pille, siger han og understreger, at olien ikke indeholder noget af det euforiserende stof THC.

 

Faktisk har han oplevet, at kroppen fungerer bedre, når han bruger olien.

- Efter jeg har brugt det i et par år, er jeg blevet bedre til at gå på trapper. Jeg kan også gå lidt længere, selvom jeg skal have min iltflaske med. Det kunne jeg ikke for år tilbage.

 

Og selvom cannabisprodukter til medicinsk brug kun er tilladt som en forsøgsordning, er Peter Byskov slet ikke i tvivl om, at det kan være bedre end at fylde sig med piller.

- Tager du for mange piller, hvor ryger det så hen? I lever? I nyrer? Jeg tror ikke, at de dråber her ødelægger nyrerne, siger han.

 

En hurtig død:

Det mest humane ville nok være at give en sprøjte

Peter Byskov

- Det er en af de rigtig giftige slanger, der kom ind i vores lejr, fortæller Peter Byskov og holder skindet fra en lang puff adder-slange frem.

Men han var klar over, at puff adder-slanger altid følges ad han og hun.

- Ganske rigtigt. Dagen efter, vi havde ekspederet ham her, kom hun for at lede efter sin bedre halvdel. Og hun nåede at kravle ud, men ham her kom med til Danmark, siger han og holder slangen frem.

Hvis man bliver bidt af en puff adder, bliver vævet omkring bidstedet helt ødelagt, så man er nødt til at blive amputeret, ifølge Peter Byskov.

 

Peter Byskov har mange gange set døden i øjnene på sine mange jagtture.

Og nu som kræftsyg har tanken om en hurtig død også fristet ham.

 

01:01 Luk video

 

- De har ikke fundet ud af ude på sygehuset endnu, at noget mere humant nok ville være en sprøjte, ligesom man giver sin vovse. Det er dyrlægerne gode til. 

Har du haft den tanke selv at stoppe ventetiden?

- Ja, selvfølgelig. Det kan ikke undgås. De dage, hvor man er nede i kulkælderen, tænker man, bare man kunne købe en sprøjte. Men det er jo heller ikke smart, og det er heller ikke smart over for ens søn og ens nærmeste, vel.

 

Og så er der også en tøven. En forventning til at der måske er mere at opleve.

- Der er da også et egoistisk hensyn. Har jeg nu alligevel udlevet det liv, der var tænkt til mig? 

 

 

 

 

Den sidste rejse

Peter Byskov tager et ekstra sug fra iltflasken. 

Al den snak tager luften fra ham.

Men selvom fysikken slet ikke er i top, har han ting, der skal ordnes.

Den ene er af praktisk art. Den anden er en drøm.

 

Peter Byskov kigger rundt på alle de mange trofæer i jagtstuen.

Dvæler ved et afrikansk vortesvin og en stor antilope.

- Nu vil jeg sælge nogle af dem. Det er nok bedre at rydde op, inden man ikke er her længere. Ellers giver jeg jo det problem videre til min søn og familie.

Så den praktiske ting er at få pillet trofæerne ned fra væggen og solgt.

 

Drømmen derimod handler om Afrika, der med Peter Byskovs egne ord er "stærkt vanedannende".

Måske er det en urealistisk drøm at komme afsted igen. Måske ikke.

- Det jeg helst ville nu, det var faktisk at købe en enkeltbillet til Sydafrika. Det bedste sted for mig er Kalahariørkenen. Namibia. Botswana. Der er varmt og tørt. Man oplever slet ikke de samme problemer med vejrtrækningen. 

 

Geværet skulle nok ikke med på sådan en sidste rejse, for det er selve oplevelsen, der trækker.

- Det er naturen. Komme ud og sidde ved et vandhul, ned til den slimede, grumsede Limpopo-flod, hvad den for øvrigt slet ikke er. Og bare sidde med en kop øl og betragte, at der kommer en krokodille ud. Nogle bøfler. Og så kommer der en havørn svævende. Så er dagen jo reddet, siger Peter Byskov.

 

Han nævner selv, at rejseforsikringen måske ikke vil give ham lov til at rejse. Men måske? Han mener selv, at man bare skal have en sygejournal uden anmærkninger fra de sidste tre måneder.

Og da han netop ikke har været i kontakt med sygehuset gennem lang tid, kan han måske overbevise rejseforsikringen, ræsonnerer han.

 

Hvad enten livet siver ud af den fynske storvildtjæger, mens han er i Odense eller ved Limpopofloden, så forventer han at havne samme sted.

Han bærer et kors om halsen og regner med at få en fin dialog med Vorherre.

Eller måske bliver det en forhandling.

 

Peter Byskov har ikke tænkt sig at tage imod en plads i Vorherres orkester. 

- Nogle mener jo, de skal op og spille banjo eller guitar. Hvis de skal have noget føde, kunne jeg måske være leveringsdygtig. Hvis jeg bare kan få lov til at gå på jagt deroppe. 

Men hvornår det sker, tør Peter Byskov slet ikke spå om mere.

Varigheden på hans terminaltid har i forvejen været overraskende lang.

Så måske er der stadig god tid, til han skal tage dialogen om jagtmuligheder i himlen.