Menneskets bedste ven: Hund sendte røver på flugt

Torsdag eftermiddag forsøgte en mand at true sig til kontanter i en systue på Benediktsgade, men en knurrende hund sendte røveren på flugt.

Hunden er menneskets bedste ven, lyder et gammelt ordsprog. Indehaveren af en systue på Benediktsgade i Odense har i hvert fald en god ven i sin hund. 

Det viste sig torsdag klokken 15.20, hvor en kunde i systuen havde trukket en kniv frem og forsøgte at true sig til kontanter. Det skriver Fyns Politi i deres døgnrapport. 

Indehaveren kaldte på sin hund, som begyndte at knurre og gø af røveren, der beskrives som en mand på omkring 25 år. 

Røveren fik hurtigt kolde fødder af hundens gøen og stak i løb i retning mod Netto. 

Udover at være omkring 25 år gammel beskrives manden som dansk af udseende og spinkel af bygning

Han var iført en grå jakke, en hættetrøje og hvide bukser. 

Hvis man har set noget, der kan hjælpe politiets efterforskning, kan man ringe 114. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt