I det fynske folks tjeneste

To meter mellem elever: Stor opgave venter de fynske kommuner

De fynske kommuner får en stor udfordring med at blive klar til at genåbne skoler og dagtilbud den 15. april.

00:36

Video: Rasmus Rask

De ti fynske borgmestre står i spidsen over for en stor opgave i påsken.

Mandag meddelte regeringen, at dagtilbud og skoler op til femte klasse vil genåbne efter påske. Tirsdag aften opdaterede sundhedsmyndighederne deres anbefaling til landets skoler og daginstitutioner.

- Vi har ikke alle svarene på forhånd, fordi vi har først lige fået vejledningen her til aften, fortæller borgmester i Middelfart Kommune Johannes Lundsfryd Jensen til TV 2/Fyn.

Læs også Borgmester inden genåbning: - Der er mange hensyn at tage

Kommunens opgaver kommer blandt andet til at handle om, hvordan skolerne kan rykke flest mulige aktiviteter udendørs, og hvordan undervisningen skal foregå indendørs.

- Der er tusind ting, der skal ordnes, forklarer Middelfarts borgmester.

Ikke grund til utryghed

Johannes Lundsfryd Jensen mener ikke, forældre skal være nervøse for at sende deres børn afsted til skole eller institution.

- Det er vigtigt at sige, at der ikke er en eneste skole eller børnehave, der åbner, før der er fuldstændig styr på sundheden, siger han og oplyser, at det er vigtigt at følge retningslinjerne fra sundhedsmyndighederne.

Middelfart Kommune vil påbegynde arbejdet snarest. Johannes Lundsfryd Jensen har indkaldt skoleledere og daginstitutionsledere til et videomøde. 

Læs også Formand for Bupl: En genåbning på institutioner kræver klare retningslinjer

- De sidder og knokler. Nu kan man alligevel ikke komme til familiefrokost i påsken, så man må sidde og planlægge meget nøje og detaljeret, hvordan det her kan lade sig gøre i praksis, siger han.

Middelfart Kommunes borgere skal ikke frygte for, at opgaven er for stor for kommunen. 

- Hvis vi ikke er i stand til at løse det, så åbner vi ikke. Så enkelt er det, forklarer borgmesteren, der dog er sikker på, kommunen finder løsninger. 

Mange udfordringer

Inden de opdaterede retningslinjer blev offentliggjort, præsenterede Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel, på et pressemøde den overordnede plan for genåbning af skoler og dagtilbud fra den 15. april. 

- Vi har heldigvis gjort os en masse overvejelser og forberedt os så godt som muligt, så vi kunne være klar til denne situation, forklarer han på dagens pressemøde.

Odense Kommune vil nøje følge anvisningerne fra sundhedsmyndighederne og Kommunernes Landsforening.

00:25 Luk video

- Det, der er afgørende for os, er ikke så meget datoen den 15. april. Det er, at vi er klar til at kunne genåbne på sundhedsmæssig, forsvarlig vis.

Det vil ifølge Peter Rahbæk Juel ikke være samme rutiner, børnene vender tilbage til.

- Det kan godt være, matematikken foregår ude på sportsanlægget, eller at man skal have diktat i idrætshallen, forklarer Odenses borgmester.

Forældre vil senest mandag modtage information fra kommunen om, hvornår og hvordan deres børn skal starte.

To meter mellem eleverne

Den opdaterede vejledning fra Sundhedsstyrelsen handler primært om hygiejne og afstand.

- Elever skal placeres ved borde, så der er to meter imellem eleverne. Det kan være nødvendigt at dele eleverne op i grupper og fordele dem i flere klasselokaler for at sikre den nødvendige afstand, skriver Sundhedsstyrelsen ifølge Ritzau.

Læs også Fynsk pædagogformand inden genåbning: - Der er mega mange spørgsmål

Desuden anbefales det, at så mange aktiviteter som muligt foregår udendørs, og at frikvartererne afholdes forskudt.

Lærere og elever skal undgå offentlig transport under udflugter, og så skal børnene opfordres til kun at lege med hinanden i de samme mindre grupper både i skoletiden og fritiden.

Hygiejne kommer til at fylde

Styrelsen anbefaler, at alle elever vasker hænder i faste intervaller - som minimum hver anden time. Det samme gælder i børnehaver og vuggestuer.

Og lærere i folkeskolen skal vaske hænder eller bruge håndsprit, når de går fra undervisning af én klasse til en anden.

Både i skoler, børnehaver og vuggestuer skal der skrues op for rengøringen. Legetøj skal vaskes mindst to gange dagligt - og det legetøj, der ikke kan vaskes så ofte, skal pakkes væk.

Toiletter skal rengøres mindst to gange dagligt, og tablets skal tørres af, hver gang børnene har brugt dem. Man skal ikke mødes i større forsamlinger som ved morgensang, og børnene skal kun lege i små grupper.

Når forældre følger deres børn i skole, børnehave eller vuggestue, skal det sikres, at de ikke samles ved indgangen. Det kan gøres ved, at børnene afleveres i intervaller, skriver Sundhedsstyrelsen.

03:28

Middelfart Kommune vil påbegynde arbejdet snarest. Borgemester Johannes Lundsfryd Jensen (S) har indkaldt skoleledere og daginstitutionsledere til et videomøde. 

Luk video
06:50

Se hele pressemødet fra Odense Rådhus

Luk video