Michael Falch hylder Lars Høgh inden festival: - Han spreder så god karma

Sangeren og forfatteren Michael Falch roser Lars Høgh for at sprede god karma og være manden bag den særlige ånd, som de to prøver at skabe på deres fælles festival, Nu Festival.

Lars Høgh og Michael Falchs musikfestival er blevet et familiært anliggende. Onsdag sættes der yderligere billetter til salg.

Nu Festival, der er en velgørenhedsmusikfestival arrangeret af blandt andre OB-legenden Lars Høgh og musikeren Michael Falch, er gået hen og blevet lidt af et familieforetagende.

Tirsdag kunne festivalen præsentere sine konferencierer, og det bliver Lars Høgs datter, DR-værten Josefine Høgh, og hendes mand Lasse Sjørslev, der er vært på TV2. Michael Falchs datter Mathilde Falch skal samtidig optræde på festivalen.

quote Jeg tør godt love, der er noget at glæde sig til. Udover det, de kan se på plakaten, så kommer der altså nogle fede overraskelser

Josefine Høgh

- Når det nu er en velgørenhedsfestival, og der er den her ånd, så er det jo skønt, at Lars har Josefine med, og at Mathilde også vil være med. Jeg tror måske endda, de var blevet fornærmede, hvis ikke vi havde spurgt dem, om de vil bidrage, siger Michael Falch.

Og det er ikke helt ved siden af, bekræfter Josefine Høgh. Hendes primære årsag til at sige ja er dog, at det hele er i en god sags tjeneste, da overskuddet fra festivalen, som afvikles på Lundsgaard Gods ved Kerteminde til september, går til kræftforskning.

- Jeg vil frygtelig gerne gøre, hvad jeg kan for at være med til at bakke op om den her kræftforskning. Det betyder rigtig meget for mig i den situation, vi er i i min familie – og så selvfølgelig fordi min far er med, siger Josefine Høgh.

Tv-værten fortæller, at selv om hun – i modsætning til sin far, der selv spiller musik – ikke kan spille på et instrument, så har musikken altid betydet meget for hende.

- Jeg glæder mig helt vildt. Jeg elsker at være ude at møde mennesker og være en del af en begivenhed. Og så kender jeg Michael og hans datter rigtig godt. Så det at vi kan være fælles om det, og at jeg kan bidrage med det, jeg nu kan, det bliver sjovt, siger Josefine Høgh.

Onsdag klokken 10 bliver der sat yderligere billetter til salg til den ellers fuldstændig udsolgte festival, der har Sebastian, Annika Aakjær, Mads Langer, Mathilde Falch, Hjalmer, Kjartan Arngrim Signe Svendsen og arrangøren Michael Falch på programmet.

Falch – nu som arrangør

Den erfarne musiker og forfatter Michael Falch har levet af musikken i mere end 40 år, siden han i slutningen af 1970’erne dannede rockbandet Malurt, men Nu Festival er første gang, Michael Falch selv skal arrangere en festival.

Helt alene er han dog ikke, da han komplementeres af Lars Høgh og den fynske koncertarrangør Hans Thomsen.

- At etablere en helt ny festival er lidt ekstremt i et år, hvor man har aflyst så mange. Men det er blevet modtaget helt vildt godt. Jeg tror aldrig, jeg har fået så mange henvendelser fra venner, der gerne vil med, fortæller Michael Falch.

Men fordi hele festivalens grundtanke er at samle penge ind til kræftforskning, der er ingen fribilletter. Hverken til medhjælpere eller arrangørernes gode venner.

- Det, der er mest spændende, er jo at se det folde sig ud og blive til virkelighed. At mærke den her ånd, som især udgår fra Lars Høgh. Det ved alle, der kender ham. Han spreder så god karma den mand. Det vil man mærke her, for alt er ligesom gennemsyret af den der ånd, og noget af det, der har været Lars’ kongstanke er, at vi vil prøve at give publikum noget mere, end de har betalt for. Så der kommer nogle overraskelser, der ikke er annonceret, siger Michael Falch.

Josefine Høgh er ganske enig.

- Og jeg tør godt love, der er noget at glæde sig til. Udover det, de kan se på plakaten, så kommer der altså nogle fede overraskelser og nogle navne, de ikke kender til, siger tv-værten.

Oversigt

    Oversigt