I det fynske folks tjeneste

Mindehøjtidelighed for skuddræbt: - Han var elsket af alle

Fredag eftermiddag holdes mindehøjtidelighed for manden, der torsdag blev dræbt af skud i Vollsmose.

Foreningen We Enjoy Vollsmose afholder mindehøjtidelighed fredag. Foto: Morten Albek

Onsdag nat blev to beboere i Vollsmose ramt af skud. Senere blev det meldt ud at den ene afgik ved døden.

Derfor holder foreningen We Enjoy Vollsmose en mindehøjtidelighed for den dræbte fredag eftermiddag.

- Det var en person, der var elsket i Vollsmose. Alle er kede af det, siger Abdi Raqiib, der er formand for foreningen.

Læs også Venner til skuddræbt: - Han var ikke i det kriminelle miljø

Ifølge formanden vil mindehøjtideligheden afholdes på gerningsstedet ved Egeparken. Der vil være mulighed for, at dem der har en relation til den skuddræbte kan sige et par ord om ham.

- Det handler om at hylde ham, fortæller Abdi Raqiib.

Formanden for We Enjoy Vollsmose fortæller, at onsdagens skuddrab gør stemningen urolig.

- Jeg bor her selv, det kunne ligeså godt have været mig. Tanken er virkelig skræmmende, siger han til TV 2/Fyn.

Tager afstand

Hiba Tabbara er medlem af We Enjoy Vollsmose, og det var hende, der tog initiativ til begivenheden.

- Det er vigtigt, vi står sammen, og vi er nødt til at vise folk, vi tager afstand fra de ting, der sker i ghetto-områderne, siger hun.

- Det går ud over uskyldige. Vi er nødt til at sætte en stopper for det.

Læs også Efter skyderi: Politiet indfører visitationszone i Vollsmose

Hun forklarer at situationen kommer bag på dem, der bor i Vollsmose.

- Det kan godt være, vores drenge råber lidt efter hinanden og slås lidt. Men det er første gang, der er nogen, der skyder, siger Hiba Tabbara.

Forfærdelig situation

Abdinoor Adam Hassan, er både ven af den 31-årige afdøde mand, beboerformand i Egeparken i Vollsmose og byrådsmedlem i Odense.

Han er dybt rystet over situationen.

Læs også Mand dræbt af skud i Odense

- Det er forfærdeligt. Han var slet ikke en del af det kriminelle miljø. Han har ikke været med i nogen form for bande, sagde han torsdag til TV 2/Fyn.

Var ikke en del af konflikten

Det samme siger tre unge mænd fra området. Ifølge deres oplysninger havde afdøde ingen relation til det kriminelle miljø.

De fortæller til TV 2/Fyn, at manden var på vej hjem fra moskéen, da der blev affyret skud foran hans bopæl. Skuddene kom fra en bil og ramte ham i hovedet. Politiet vurderer, at skyderiet er en udløber af en igangværende konflikt mellem personer fra flere grupperinger.

Læs også Borgerlige mod bander: Fem tiltag skal bekæmpe kriminelle grupperinger

- Jeg forstår det ikke. Han må have været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, sagde han.

Mindehøjtideligheden finder sted fra klokken 15 fredag.