Mindre børn venter på genåbning af plejehjem: Har ikke set deres mor i seks uger

Mange oplever i denne tid, at de ikke kan se deres forældre, fordi forældrene bor på plejehjem, som er lukkede for besøgende. I Odense har to børn ikke set deres demente mor i seks uger.

Hvornår ser jeg min mor igen?

Det spørgsmål er Martin Drevsfeldt Hauge fra Odense blevet spurgt om flere gange af sin ti-årige søn. Moren bor på plejehjem, da hun er hårdt ramt af demens, og parrets to børn på ti og 12 år, som jævnligt besøger hende, har på grund af corona ikke set deres mor i over seks uger. 

- Vi har haft mulighed for at se hende på videoopkald på det sidste, men der er intet der slår et fysisk møde, fortæller Martin Drevsfeldt Hauge.

Plejehjemmet, hvor moren bor, er lukket ned for besøgende på grund af smittefaren. Børnene har været forbi plejehjemmet og har hilst på deres mor - dog på behørig afstand. 

- Vi har været nede med blomster og chokolade til hende. Og vi har kunne tale højt igennem hækken, siger Martin Drevsfeldt Hauge.

Vil gerne besøge moren under ordnede forhold

Martin Drevsfeldt Hauge har forståelse overfor lukningen af plejehjemmet, men han undrer sig også over, at han og børnene ikke snart kan komme på besøg, da Danmark nu begynder at åbne igen, og at plejehjem fra andre danske byer gør det samme. 

- Vi kræver ikke særbehandling, men vi læser, at der åbnes op i andre kommuner. Jeg kunne godt tænke mig, at vi kunne komme på besøg under ordnede forhold, så der stadig tages hensyn, fortæller Martin Drevsfeldt Hauge.

Han har efterspurgt, hvornår parrets børn igen kan se deres mor, men svarene har været nedslående:

- Jeg fik at vide, at der sagtens kunne gå op til otte uger, inden vi kunne møde hende igen. 

Rådmand venter på retningslinjer

Formand for Ældre- og Handicapudvalget i Odense Kommune Søren Windell har forståelse for det stigende behov for genåbningen af plejehjemmene.

- Det er hårdt for pårørende og beboere, at de ikke kan se deres kære. Vi håber på, at der snart kommer en udmelding fra Sundhedsstyrelsen, så plejehjemmene kan åbnes for besøg igen, fortæller Søren Windell og tilføjer:

-  Vi kan ikke gøre mere inden, der kommer nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen. Når der gør, så følger vi selvfølgelig dem.  

Ventetiden er hård

Ved Martin Drevsfeldt Hauge håber man også snart på en melding om, hvornår børnene kan se deres mor igen, selvom der er forståelse for nedlukningen.

- Der er jo ingen, der skal løbe en risiko, og sundhedsmyndighedernes retninglinjer skal følges til punkt og prikke, siger Martin Drevsfeldt Hauge og tilføjer:

- Når børnene hører i tv, at noget begynder at åbne, så spørger de, om de kan se deres mor. 

Børnenes afsavn til deres mor fylder mere og mere, og især for parrets yngste søn er ventetiden lang.

- Det er frygteligt ikke at kunne sige noget til sin søn, når han kommer grædende ud fra sit værelse og spørger, hvornår han kan se sin mor. Han bliver vred, men man kan ikke gøre andet end at kramme ham det bedste, man har lært, forklarer Martin Drevsfeldt Hauge.

I takt med at en gradvis genåbning af Danmark er i gang, så håber Martin Drevsfeldt Hauge og børnene, at der ikke går så længe endnu til, at de igen kan besøge moren.  

- Det bliver fantastisk og rørende. Det vil de se frem til, og vi vil køre derned med det samme, vi hører det.

Oversigt

    Oversigt