Minister åben over for rehab-ydelse

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) ser positivt på et forslag fra tre odenseanske rådmænd, der ønsker en ny ydelse, som skal sørge for, at sindslidende får ro til at komme oven på igen.

Det glæder handicaprådmand Jane Jegind (V).
- Hun er åben, det er positivt, og derfor er jeg glad for brevet, siger hun.
 
En række sindslidendes historier har fået tre odenseanske rådmænd til
- på tværs af partiskel - at gå sammen om et fælles forslag. De foreslår, at staten opretter en såkaldt rehabiliteringsydelse, hvor sindslidende mennesker kan få en ydelse - uden samtidig at skulle fokusere på at skaffe et arbejde.

- Hvis man nu for eksempel er et ungt menneske, der har en depression, så kan det godt være, at du ikke kan arbejde lige nu, men om tre eller fire år vil du være klar til at få et arbejde. Derfor har du brug for en timeout, har Børn- og ungerådmand i Odense, Stinna Villumsen (SF), fortalt.

Trekløveret - der også består af arbejdsmarkedsrådmand Peter Rahbæk Juel (S) - skrev derfor til beskæftigelsesministeren med deres forslag om en timeout i systemet, så sindslidende mennesker kan få en ydelse og kun skal tænke på at blive rask igen.

Og ministeren ser positivt på forslaget, inden hun efter sommerferien skal forhandle med andre partier om fleksjob og førtidspension.
- Jeres forslag vil indgå i mine overvejelser om, hvordan førtidspensions- og fleksjobområdet kan forbedres til gavn for borgerne, skriver Inger Støjberg i et svar.

Oversigt

    Oversigt