Minister indvier ny stor uddannelsesfusion på Fyn

UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole er navnet på den nye sammenlagte uddannelse på Fyn, som uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) fredag officielt åbnede.

Fusionen blev godkendt 23. juni 2018 af netop uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V), og for de to store uddannelsessteder University College Lillebælt (UCL) og Erhvervsakademiet Lillebælt (EAL) kunne drømmen dermed gå i opfyldelse.

- Der er to selvstændige uddannelsesinstitutioner, der er kommet til mig og har sagt, at de gerne vil fusionere. Og det gør de, fordi de gerne vil skabe noget, der er endnu bedre og endnu vildere, end det de har, siger uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V).

Uddannelses- og forskningsministeren ser store visioner i fusionen.

- Det gælder om, at dem, der arbejder ude i den offentlige sektor med sundhed eller læring, at de kommer til at arbejde sammen med dem, der arbejder med for eksempel teknologi. At få de to ting til at arbejde sammen, siger Tommy Ahlers.

Samarbejde på tværs

Bestyrelsesformand for det tidligere EAL, Peter Zinck, er manden, der nu er i spidsen for UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole. 

- Den vil give mulighed for at få nogle sparringer fra andre vinkler, end man før har fået. Vi var rigtig spændt på, hvordan de ansatte ville modtage den her ide om fusionen, og de har modtaget den meget positivt. Allerede nu har de gang i masser af samarbejder på tværs, som vi kan mærke inspirerer begge veje. Det er en fornøjelse, sagde  formand for den nye bestyrelse, Peter Zinck, til TV 2/Fyn i juni.

Studerende vil mærke fusionen

Også de flere end 11.000 studerende vil mærke fusionen, selvom skolerne ikke fysisk rykker sammen. 

- Det betyder for de studerende, at de får mulighed for bedre uddannelser, og det betyder for arbejdsmarkedet, at vi kan få nogle uddannelser, som i endnu højere grad imødekommer fremtidens krav, fortalte Peter Zinck.

I alt 11.000 studerende og 1.000 medarbejdere får deres daglige gang på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole fordelt på adresser i Odense, Vejle, Svendborg, Jelling og Fredericia.

- Vi regner med at få et fedt studiemiljø på tværs. Som studerende har vi fået en mase nye kolleger. Vi er lige pludselig 11.000 studerende, så der er en masse muligheder for os for at få en masse spændende ud af det, siger studenterrepræsentant i bestyrelsen Lasse Tage Bonnén Nielsen.

Institutionen udbyder 41 forskellige uddannelser som blandt andet uddannelse af lærere, pædagoger, bygningskonstruktører, sygeplejersker, multimediedesignere, socialrådgivere og markedsføringsøkonomer, og den nye store institution får en årlig omsætning på omkring 800 millioner kroner.

- Vi er lige pludselig 11.000 studerende, så der er en masse muligheder for os for at få en masse spændende ud af det, siger studenterrepræsentant i bestyrelsen Lasse Tage Bonnén Nielsen.

Oversigt

    Oversigt