Muligt knivstikkeri: To kørt med politieskorte til OUH

To personer blev kørt med politieskorte til OUH efter et overfald på Dannebrogsgade i Odense torsdag aften.

Efter en melding om et overfald med to involverede personer rykkede Fyns Politi torsdag aften talstærkt ud til Dannebrogsgade i Odense.

To ambulancer blev kort efter kørt til Odense Universitetshospital med politieskorte, bekræfter Milan Seyfabad, vagtchef hos Fyns Politi, over for TV 2 Fyn.

- Der er tale om et internt opgør mellem tre unge i starten af 20’erne. Den ene er kommet alvorligt til skade, og den anden er kommet lettere til skade, siger han.

Politiet ledte efter spor med hunde.
Politiet ledte efter spor med hunde.
Foto: Local Eyes

Meldingen kom omkring klokken 23, og der var mere præcist tale om området omkring parkeringspladsen i Dannebrogsgade mellem Nordfyns Bank og Danmarks Jernbanemuseum.

De tre involverede har indtil videre ikke været særligt meddelsomme, men vil blive afhørt, når deres skader er behandlet. Det vides dog endnu ikke, hvornår det er muligt, fortæller vagtchefen.

Flere opgør mellem grupperinger på det seneste

Der blev efterfølgende lavet en såkaldt skalsikring ved OUH, hvor politiet står ved indgangen og forhindrer uvedkommende i at komme ind. Det sker for både at sikre de indlagte og personalet.

quote Der er to grunde til at aktivere en skalsikring

Poul Henning Madsen, ledende overlæge på OUH

Det ser man ofte, hvis nogen med relation til stridende grupperinger bliver indlagt. Det er der dog ikke noget, der tyder på her, fortæller Milan Seyfabad.

- Man går ikke ud fra, at det har relation til nogle grupperinger. Det er de tre, der er blevet uenige om noget og er røget i totterne på hinanden, siger han.

Skalsikringen sender et uvenligt signal

Ifølge ledende overlæge på OUH's akutmodtagelse Poul Henning Madsen er der to versioner af skalsikringen, og de kan vare alt mellem fem minutter og til flere timer.

- Der er to grunde til at aktivere en skalsikring. Hvis politiet siger til os, at der er et trusselbillede i byen, eller hvis vi selv oplever noget udenfor hoveddøren, som vi tænker kan få indflydelse på os, siger han.

- Vi skal stadig gøre vores arbejde, selv om der er et trusselbillede. Så skalsikringen giver en tryghed og en sikkerhed i situationen.

Det er dog ikke noget, som hospitalet tyer til med glæde. For det sender et uvenligt signal til alle patienterne, mener overlægen. Uden at have de præcise tal vil Poul Henning Madsen skyde på, at det sker en gang hver anden måned.

Han understreger, at det ikke begrænser dem, der skal ind, i at komme det.

Flere voldelige episoder

Torsdagens mulige knivstikkeri er ikke det eneste, der har forstyrret nattefreden i byen denne uge. Så sent som i onsdags rykkede Fyns Politi talstærkt ud til en anden episode i Odense. 

Her var der dog tale om et opgør mellem grupperinger fra Odenses kriminelle miljø, som politiet holder ekstra øje med.

Det er også årsagen til den visitationszone, der er blevet indført i Vollsmose, og som er blevet forlænget ad tre omgange. 

Den blev indført 9. november og ophører efter planen 18. januar, men kan blive forlænget endnu en gang. 


643094-313
Foto: Local Eyes