Tre gange søndag aften slukkede politiet musikken i Munke Mose i Odense og delte bøder ud, fordi der strømmede lyd ud af højtalerne efter klokken 19.
Det er nemlig ikke tilladt at spille musik i hverken Munke Mose eller Eventyrhaven, når klokken har passeret 19 - heller ikke selvom sommeraftenerne nu vender tilbage med milde aftentemperaturer.
Fyns Politi oplyser, at det siden august 2018 ikke har været tilladt at spille musik mellem klokken 19 og 10 af hensyn til de beboere, der bor omkring de to parker.
Slukker musikken
Halvanden time efter musikforbuddet blev en mand søndag aften sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, fordi han sammen med fem kammerater spillede musik fra en større boombox. Ifølge Fyns Politis døgnrapport var musikken høj og til gene for de omkringboende.
En time senere klokken 21.25 fik endnu en person en bøde. Denne gang blev der spillet musik fra en mindre højtaler.
Samme tid havde endnu en betjent bødeblokken fremme, da en person i selskab med fire kammerater spillede musik fra en lille bluetooth-højtaler.
Bøde på 600 kroner
Generelt har Fyns Politi modtaget mange anmeldelser om høj musik i weekenden. Alene fredag tog man imod 21 opkald om larmende højtalere.
Weekendens sommervarme ser ud til at fortsætte i denne uge, og det kan derfor være fristende at rykke sammenkomsten udenfor i det fri.
Det koster dog en bøde på 600 kroner, hvis ikke musikken er slukket klokken 19 i Munke Mose og Eventyrhaven.