Narkopåvirket 16-årig kørte vanvidskørsel i Odense i stjålet bil

Tre unge mænd blev lørdag aften anholdt efter et færdselsuheld, der skete, efter de stak af fra politiet. 

Lørdag aften var der endnu et eksempel på vanvidskørsel på Fyn, da tre unge mænd stak af fra politiet og kørte gennem Odenses gader med over 100 kilometer i timen. Det oplyser vagtchef hos Fyns Politi Lars Thede.

Politiet opdagede de tre unge mænd klokken 21.20 på Skibshusvej i Odense, hvor politiet satte efter dem, da de kørte for stærkt. Deres hastighed blev anslået til over 100 kilometer i timen inden for byzonen.

- Det går alt for stærkt, siger Lars Thede. 

Kørte over for rødt og forulykkede

Herefter blev de noteret for en række forseelser, heriblandt at køre over for rødt. 

Bilen med de tre unge mænd forulykkede på Toldbodgade. Ingen personer kom til skade i forbindelse med færdselsuheldet.

I bilen kunne politiet anholde de tre personer - en 16-årig fører af bilen, en anden 16-årig samt en 18-årig mand.

Narkopåvirket og i stjålet bil

Efter anholdelsen kunne politiet konstatere, at den 16-årige fører af bilen var narkopåvirket. 

- Bilen er desuden stjålet, siger Lars Thede. 

De tre unge mænd er i løbet af natten til søndag blevet afhørt på politigården i Odense. De er blevet løsladt igen efter en juridisk vurdering.

Oversigt

    Oversigt