NCC skal bygge Odenses højeste bygning

TBT Tower bliver Odenses højeste bygning, når den står klar i efteråret 2018. NCC skal opføre bygningen på 17 etager.

Odenses højeste bygning skal opføres af entreprenørvirksomheden NCC. TBT Tower skal med sine 17 etager indeholde både erhverv og ejerlejligheder på i alt 10.700 kvadratmeter på Thomas B. Thriges Gade

- TBT Tower bliver et nyt markant varemærke for Odense. I NCC er vi meget glade for, at vi med denne entreprisekontrakt får mulighed for at bidrage til det ambitiøse og storstilede byudviklingsprojekt, der allerede er i gang i byen, siger direktør i NCC Danmark, Nicolai Schultz, i en pressemeddelelse.

Ifølge NCC kommer bygningen til at blive et symbol på, at Odense samles og udvikler sig fra en stor by til en storby.

Byggeriet, der også består af et mindre etagebyggeri på otte etager, opføres på to af i alt 19 byggefelter på Thomas B. Thriges Gade.

Odenses højeste bygning kommer til at have Tigergården på sin vestlige side og det nye musik- og teaterhus Odeon på den østlige side. Den kommer til at være tæt på Odense Banegård Center og et kommende letbanestop. Lige under bygningen vil der være p-kælder med over 1000 p-pladser.

Byggeriet starter i juni 2017 og forventes færdigt i efteråret 2018. 

Oversigt

    Oversigt