Nej til jordvolde om kæmpe solcellepark: - Tankeløst, siger nabo

Planerne om at etablere en kæmpe solcellepark nær Svendborgmotorvejen møder modstand hos naboerne. Bygherren har forslået at skærme området af med jordvolde, men den ide synes flere beboere og kommunen ikke om.

Et 65 hektar stort område klos op ad Svendborgmotorvejen ved Højby har fået en række borgere op i det røde felt.

Der er nemlig planer om en stor solcellepark i området. Men sådan en er flere højby-borgere ikke for alvor interesserede i. Eller det er de faktisk - men med planerne om solceller følger  planer om en stor jordvold rundt om.

quote Jeg synes, det er tankeløst

Dagny Sylvest Pedersen, nabo til solcelleparken

Og en del af solcelleparkens naboer ønsker ikke at have udsigt til en tre meter høj jordvold, som bygherren har foreslået.

Tankeløst

Dagny Sylvest Pedersen, som bor på Uglehøjen tæt ved området, føler sig klemt i situationen.

På den ene side vil hun gerne have grøn energi. På den anden side skal det bare ikke være i hendes baghave, at energien hentes.

- Anlægget vil komme til at ligge meget tæt på beboelse og det rekreative område, hvor vi går ture og henter kræfter, siger hun og fortsætter:

- Jeg synes, det er tankeløst.

Dagny Sylvest Pedersen er heller ikke glad for idéen om tre meter høje jordvolde, der skal være henholdsvis 190 og 125 meter lange. Hun mener, at de vil tage værdien ud af det rekreative område.

- Vi bliver nødt til at sige noget, for ellers bliver det bare accepteret, siger Dagny Sylvest Pedersen.

Hun foreslår i stedet, at solcelleparken flyttes, så det ikke er så tæt på beboelserne.

Vil solcelleparken sende støjen videre?

Ægteparret Pia og Sten Lærke, der også bor på Ugletoften, er kritiske over for jordvoldene. Sten Lærke undrer sig over placeringen, som er meget tæt på bebyggelse.

Han er dog for solceller generelt, men han er samtidig  bekymret for, at en park med solceller er lig med en masse hårdt materiale, som kan kaste støjen fra motorvejen rundt eller videre og ind på Ugletoften, som kun har få meter hen til de 65 hektar.

- Vil solcelleparken sende støjen videre? Det er jo hårde materialer. Jeg har ingen belæg for at vide det, men jeg har en bekymring, siger Sten Lærke.

At jordvoldene deler områdets beboer i to, er der ifølge Sten Lærke en simpel grund til:

- Der er to dagsordener: Nogle vil ikke kunne se solcelleparken og er enten ligeglade eller vil ikke have jordvoldene, og så er der dem, som vil have jordvoldene for at dæmpe støjen, siger han.

For Sten Lærke er jordvoldene altså to fluer med et smæk: Støjdæmpning - hvis de placeres rigtigt - og en afskærming af solcelleparken.

Fakta

Jordvolde dømt ude som støjvolde

Bygherren og ejeren af de 65 hektar er det private selskab er GreenGo Energy fra Hørsholm. Firmaet foreslår, at jordvoldene bliver bygget to steder, der er særlig tæt på boliger.

Udfordringen er bare, at jordvoldene er projekteret til at ligge vinkelret på motorvejen, og ifølge By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune betyder det, at jordvoldene ikke vil være støjdæmpende. 

I en indstilling til politikerne i By- og Kulturudvalget skriver forvaltningen, at "for at jordvolde skal fungere effektivt støjdæmpende, skal de enten ligge tæt på støjkilden eller støjmodtageren. De to ønskede jordvolde er ikke undersøgt og projekteret som egentlige støjvolde, da de ligger vinkelret på motorvejen og hverken ligger særligt tæt på motorvej eller huse".

Forvaltningen vurderer, at selv om jordvoldene har en støjdæmpende effekt, vil effekten være stærkt begrænset. Således vurderes det, at kun to huse vil opleve "en mindre støjdæmpende effekt", mens de øvrige huse ligger for langt væk fra volden til, at der kan forventes en effekt.

Derfor fraråder forvaltningen, at solcelleanlægget bliver omkranset af jordvolde. I stedet lyder forslaget, at solcelleparken bliver skærmet af med beplantning. 

Politikerne i By- og Kulturudvalget i Odense skal tage stilling til sagen på tirsdag.

Fakta

 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt