Netto-røvere fængslet

En udenlandsk mand og kvinde blev lørdag varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Odense for forsøg på røveri i Netto på Nyborgvej i Odense.

Fredag eftermiddag tog personalet tre udenlandske personer - to mænd og en kvinde - i at stjæle fra butikken. Det udviklede sig hurtigt til tumult, og en af de ansatte blev tildelt flere slag.

- Dermed er det forsøg på røveri, siger vagtchef Lars Thede fra Fyns Politi.

Det lykkedes personalet at holde den ene mand tilbage indtil politiet kom. Senere blev kvinden anholdt på en adresse i Odense-området.

De to personer blev fremstillet ved Retten i Odense lørdag klokken 11. Den 32-årige kvinde og den 37-årige mand blev varetægtsfængslet i fire uger.

Den tredje person var lørdag eftermiddag fortsat på fri fod.

Oversigt

    Oversigt