Ni anholdte efter hidsig biljagt: To biler jagtede én gennem små gader

En biljagt fra Vollsmose til Skibhuskvarteret resulterede tirsdag aften i ni anholdte. Politiet ved endnu ikke, hvad der førte til biljagten, der endte ved Hørdumsgade og Bøgebjergvej.

Ni personer blev anholdt efter en biljagt fra Vollsmose til Skibhuskvarterets smalle gader i Odense.

Fyns Politi modtog ved 20-tiden tirsdag aften en anmeldelse om, at to biler formentlig jagtede en tredje bil fra Birkeparken Vollsmose og ind mod det centrale Odense.

Biljagten endte ved Hørdumsgade og Bøgebjergvej i Skibhuskvarteret.

- De får nok færden af, at politiet også er efter dem alle sammen, så de kører om et hjørne og hopper alle sammen ud af bilerne. Og så står de der og venter og foretager sig ikke yderligere, siger Thomas Bentsen, vagtchef ved Fyns Politi.

Vagtchefen fortæller, at det gør, at politiet efterfølgende har svært ved at hænge nogen op på lovbrud i forbindelse med biljagten.

- Det er heller ikke noget særligt meddelsomt miljø, vi traf ude på Hørdumsgade, så hvad det er gået ud på, kommer vi nok ikke ret meget nærmere, siger Thomas Bentsen.

- Men vi ender med at få ni anholdte, som kom med på politigården for at sikre ro og orden, fortsætter vagtchefen.

Løsladt igen

Alle ni er tidligt onsdag morgen løsladt igen, da politiet i udgangspunktet kun kan tilbageholde personer i seks timer på bestemmelsen om orden og sikkerhed i politiloven.

Fyns Politi var efterfølgende massivt til stede i Birkeparken og i området omkring Vollsmose.

- Vi har en formodning om, at det starter i Birkeparken, og derfor var vi til stede derude, siger vagtchef Thomas Bentsen.

Oversigt

    Oversigt