Ni måneder efter krigen brød ud: - Der er stadig behov for privates hjælp

Selvom det er ni måneder siden, krigen i Ukraine brød ud, mærker fynske frivillige stadig et stort behov for hjælp fra de ukrainske flygtninge, der kommer til Danmark.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Indsamling af tøj, husly for en ukrainsk familie eller donationer til nødhjælp. 

Danskerne slap alt, hvad de havde i hænderne for at hjælpe ukrainske flygtninge, da krigen brød ud. Men flere frivillige bruger stadig mange timer på at hjælpe. 

En af dem er Kristina Svane, der er initiativtager til facebookgruppen Hjælp Ukraine - Fyn.  

I foråret flyttede de ind et lille lokale, hvor de samlede donationer fra fynboerne. Her har ukrainske flygtninge siden kunne komme to gange om ugen og hente alt det, de mangler, helt gratis. 

- Det er en stor hjælp for os. Vi er en skole for ukrainske børn i Søndersø, som også er organiseret af frivillige, men vi har ingen sponsorer. Derfor får vi alle de materialer, vi skal bruge, her, siger Natalya Irkha, der er ukrainsk flygtning. 

Stort behov stadigvæk

Men selvom det er mange måneder siden, de slog dørene op for første gang, kommer der stadig mange mennesker forbi Wichmandsgade, hvor de holder til. For der er stadig behov for hjælp.

- Der har været en periode med ro på, men der kommer faktisk flere flygtninge igen nu. Vi ser mange nye ansigter for tiden, siger Kristina Svane, der er initiativtager til Hjælp Ukraine - Fyn.

Hver tirsdag og torsdag når de holder åbent, kommer der mellem 50 og 70 personer forbi og henter ting. 

Velviljen fra danskerne til at hjælpe har ifølge generalsekretær hos Røde Kors haft en stor betydning for, at modtagelsen af flygtningene gik gnidningsfrit.

- Danmark har jo klaret det fornemt uden de store udfordringer, fordi civilsamfundet og en masse private mennesker har trådt til og hjulpet med at løse nogle af de udfordringer, der har været, siger Anders Ladekarl, der er generalsekretær i Røde Kors. 

Indsamling til Odenses venskabsby Kyiv

Men det er ikke kun i Danmark, ukrainerne har brug for hjælp. Derfor sætter TV 2 Fyn i øjeblikket fokus på situationen i Ukraine. 

Den ukrainske hovedstad Kyiv er hårdt ramt af Ruslands invasion af landet – og manges hjem ligner ikke længere et hjem.

Lige om lidt rammer vinterkulden, og det bliver koldt. Derfor har borgmesteren i Kyiv rakt ud efter deres venskabsby Odense.

Odense har siden 1989 været venskabsby med Kyiv, og nu er der for alvor behov for, at venskabsbyen hjælper.

TV 2 Fyn samler sammen med Fyens Stiftstidende, Odense Kommune og Rotary indtil 1. december ind til Kyiv.

Har du lyst til at støtte indsamlingen, kan du gøre det på Mobilepay. Send dit beløb til nummeret 808069. Pengene går ubeskåret til generatorer, telte og elvarmere.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt