Nørregade afspærres søndag før OB-kamp

Nørregade i centrum af Odense bliver fanzone for de mange tilrejsende FCK-fans, når OB på søndag skal forsøge at tage point på hjemmebane.

På søndag mellem klokken 12 og 15.30 afspærrer Fyns Politi Nørregade i Odense.

Gaden bliver omdannet til fanzone for de mange fans, der kommer for at støtte FCK. Bilister skal derfor finde alternative veje. 

Når tidspunktet for kampen nærmer sig, vil politiet følge både OB- og FCK-fans ud til stadion.

Politiet forventer, at der kommer mange tilskuere til kampen på Odense Stadion søndag, og vil derfor være til stede i gadebilledet både før, under og efter kampen.

- Vi har ikke nogen oplysninger om uro eller lignende i forbindelse med kampen på søndag, så vi håber på, at de mange fodboldfans får en rigtig festlig og fornøjelig dag og aften i Odense. Vi vil dagen igennem også være til stede med vores let genkendelige dialogbetjente i gule vester, siger politiinspektør Johnny Schou.

Fanzonen aflyst sidste gang

Da FCK senest besøgte de stribede i Odense den 15. oktober sidste år tabte det københavnske hold 1-0.

Dengang var der ikke opbakning fra trofaste fans på de fynske lægter. Uroligheder ved en tidligere kamp på Brøndby Stadion betød, at FCK måtte spille to udekampe uden fans.

Derfor er det næsten to år siden, FCK-fansene senest har haft fanzone i Nørregade.

Dårlig sæsonstart

Superligasæsonen blev sparket i gang den 14. juli, og OB er ikke kommet fra start med mange mål. Nu skal de forsøge at tage point fra københavnerne. 

Holdets træner Jakob Michelsen overtog jobbet som træner for OB tilbage i maj. Både han og andre i OB havde håbet, at trænerskiftet skulle føre til flere point på kontoen.

- Det kunne have været bedre, siger Jakob Michelsen om OB's sæsonstart. 

Men selvom sæsonen har været præget af nederlag, sporer man alligevel en vis optimisme hos Jakob Michelsen forud for søndagens kamp.

- Nu er superligaen jo sådan, at alle har en chance mod alle hold. Sidste gang FCK var i Odense, vandt OB mig bekendt, fortæller træneren.

Kampen fløjtes i gang på Odense Stadion søndag klokken 16.

Træner Jakob Michelsen fortæller om den forestående kamp.