Norsk politi: Derfor blev nedlagt gartneri ransaget

Tirsdag var der en større politiaktion på et nedlagt gartneri på Fangelvej. Efterforskningsleder fra norsk politi fortæller nu, hvad sagen handler om.

Der var både politibetjente og politihunde på arbejde på Fangelvej tirsdag, hvor Fyns Politi foretog en politiaktion på et nedlagt gartneri. 

Gennem flere timer blev stedet ransaget, men Fyns Politi kunne kun meddele, at man var på stedet på foranledning af norsk politi. 

TV 2 Fyn har været i kontakt med norsk politi, der kan fortælle, at det var politikredsen i Agder i det sydlige Norge, der fik assistance af Fyns Politi. 

- Agder Politidistrikt har i forbindelse med efterforskningen af en ordinær narkotikasag bedt om bistand fra dansk politi til at gennemføre en ransagning på en adresse i Odense. Politiet har fået tilbagemelding om, at ransagningen er gennemført, siger Terje Kaddeberg Skaar, der er anklager i Agder Politidistrikt. 


Almindelig sag

TV 2 Fyn har oversat udtalelsen til dansk. 

Han påpeger, at der er tale om en almindelig politisag

- Vi har registreret gennem medier, at det har været omtalt som en stor politiaktion, men for Agder-politiet har det været en ordinær narkotikasag, som vi har bedt om bistand fra dansk politi til, siger han. 


Norsk politi melder ikke noget om, hvad der har ledt dem på sporet af adressen i Odense, ligesom man ikke oplyser, hvorvidt der blev fundet noget ved ransagningen. 

Ejeren af det nedlagte gartneri har dog fortalt til Fyens Stiftstidende, at der ikke blev fundet noget ved ransagningen, og at han efterfølgende modtog en undskyldning.