- Hele udstillingen ligger jo reelt her i klippeklistreformat.
Jan Grarup har smidt en stak små fotos på bordet i lejligheden i København. Det er alle de fotos, der snart skal hænges op i større format på Brandts i Odense, og en bestemt type fotos springer straks i øjnene.
Det er billeder af krigs- og katastrofesituationer i hele verden. Maskingeværer. Mennesker på flugt. Mennesker, der er blevet stemplet af katastrofen.
- For mig at se handler det ikke kun om, at der er nogen, der skyder på hinanden. Det handler om, at ofrene altid er de civile.
Jan griber insisterende ud efter et billede i bunken.
- Hvordan ser det ud, når en kvinde er tortureret? Det ser sådan her ud, siger han og viser et billede frem, hvor en kvindes ryg er blodrød med huden flået af.
- Der ligger for mig et stort ansvar i, at få folk herhjemme til at forstå, hvad der sker ude i verden. Få dem til at reflektere over det.
Jan Grarups mange krigsfotos har været udstillet før. Men udstillingen på Brandts handler ikke kun om krig. De handler også om Jan Grarup selv.
- Det her er første gang, hvor jeg sætter mit personlige arbejde ind i det også. Hvor jeg beskriver, hvad det vil sige at fotografere krig og konflikter, og hvad det så gør ved mig som menneske.
Og det har gjort noget ved ham.
Posttraumatisk stress-syndrom står der på Jans diagnose.
Når kuglerne har fløjet om ørerne på dig i Afghanistan. Når du har skullet holde hovedet koldt midt i folkemord i Rwanda eller vandre gennem lidelser i Haiti - så kan hele læsset vælte over småting. Som når dankortet ikke virker hjemme i Danmark.
- Raseriet tager over. Lige præcis den lille detalje kan jeg så ikke finde ud af at håndtere. Det udvikler sig til et voldsomt raseri over at banken har lukket mit kort - når virkeligheden er, at jeg ikke kunne huske pin-koden.
En stor del af billederne på udstillingen er hans personlige arbejde, der blandt andet består af en lang række polaroidfotos.
Og så er det lige, man skal minde sig selv om, hvad polaroidfotos er for noget. For med den digitaliserede tidsalder og med smartphones i de fleste lommer, er begrebet gledet ud af den fælles bevidsthed. For 25 år siden var et polaroid-kamera vanvittig hot, fordi det lille analoge kamera med det samme fremkaldte billedet og spyttede det ud på et stykke papir. Ganske vist i en temmelig mudret billedkvalitet. Men det afskrækker ikke Jan Grarup, der ellers i sit professionelle arbejde er afhængig af skarpe optikker og digital billedbehandling.
- Polaroidfotos har en stoflighed og en uskarphed, der er helt unik.
Jeg er mildest talt træt af.... ikke selfie-kulturen, for jeg har ikke noget imod at folk fotograferer sig selv. Men jeg er træt af man lægger det polerede glatte filter ind over det.
Polaroid-billederne er dels personlige snapshots, og dels affotograferinger af andre værker. Alt sammen for at vise i en sammenhæng, hvordan Jan Grarups liv hænger sammen. Og de billeder er helt anderledes end de voldsomme krigsfotos, som vi kender Jan Grarup for.
På bordet i lejligheden ligger blandt andet et billede af en stol under et ovenlysvindue og et billede af en trappe på Bornholm, der fører ud i ingenting.
- Det er en del af mig, når jeg er hjemme. Jeg lever med en ensomhed, der er allestedsnærværende for mig. Jeg søger meget ro og ensomhed. Fordi der er nok mange historier i mig, som de færreste forstår.
Jan Grarups hverdag har altid været fyldt med deadlines og hurtig digitalt arbejde.
Nu er han begyndt at arbejde med langsommelige wetplate-fotografier.
- Det her er fra 1912 , siger han stolt og viser et stort, tungt kamera.
Wetplate-fotografering er en gammel teknik med sølvplader og kemikalier, hvor personen på billedet skal sidde stille i op mod et halvt minut. Teknikken har været brugt siden midten af 1800-tallet og faktisk har den netop været brugt i krig.
Det er med en vis bævren, jeg gør det.
En af de første krigsfotografer, Roger Fenton, rejste rundt med netop den slags tunge udstyr i 1855.
Så nu vil Grarup tage tråden op og selv bruge det - i Sydsudan.
- Jeg bliver enormt provokeret af at Roger Fenton kunne gøre det her i 1855. Så kan det ikke passe, at jeg ikke kan gøre det i 2016.
Men inden Grarup rejser til Sydsudan med kemikalier og sølvplader i bagagen for at fotografere børnesoldater, skal der pakkes til udstillingen på Brandts.
"Jan Grarup - back into the darkness" er den mest personlige udstilling, han har været med til at lave.
- Det er med en vis bævren, jeg gør det. For med krigsarbejdet, der føler jeg mig jo sikker. Der ved jeg godt, hvad fanden jeg laver. Men nu hænger jeg jo nogle billeder op på en væg, hvor der potentielt set kan stå en masse anmeldere eller andre og sige 'hvad fanden er det for noget lort'. Men det er jo en del af mig.
Udstillingen er åben på Brandts i Odense i perioden 26. august til 30. december 2016.