Nu bliver det dyrere at gå til frisøren

I Pernille Bjørns frisørsalon hæves priserne, når hun får lov til at genåbne. Hver tredje frisør frygter konkurs efter flere måneders nedlukning. 

Politikerne på Christiansborg forhandler i disse dage om yderligere genåbning af samfundet, ikke mindst genåbningen af liberale erhverv som frisører og tatovører.

Frisørsalonerne har været lukket siden 21. december, og derfor er der nok rigtig mange fynboer, som trænger til at blive klippet, men det kan blive en dyrere fornøjelse end før nedlukningen - i hvert fald hos Pernille Bjørns frisørsalon i Odense. 

- Min revisor har anbefalet mig, at vi skal sætte priserne op med 20-25 procent. Det kommer jeg ikke til at gøre, men jeg sætter dem op med cirka 10 procent, siger Pernille Bjørn.

Derfor stiger priserne

Prisstigningerne skal ses i lyset af, at de liberale erhverv som følge af den mere end tre måneder lange nedlukning er hårdt pressede på økonomien. 

- Hvis man laver en hurtig hovedregning på, at vi har mistet 25 procent af vores omsætning, så reder 10 procent stadigvæk ikke det hele, forklarer Pernille Bjørn. 

Ifølge SMV Danmark, der er interesseorganisation for små- og mellemstore virksomheder, frygter 32 procent af frisørerne en konkurs som følge af nedlukningen. Det er endnu uvist, hvornår frisørsalonerne genåbner.

Oversigt

    Oversigt