I det fynske folks tjeneste

Nu kan Munkebjergskolens Observatorium se solen

Munkebjergskolen har fået et særligt solteleskop, som gør det muligt for eleverne at se solen med deres egne øjne.

Munkebjergskolens Observatorium har fået et nyt og sjældent instrument. Et såkaldt solteleskop, som man, som navnet antyder, kan se solen igennem.

- Teleskopet skal få skoleelever i Odense og på resten af Fyn til at få øjnene op for de naturvidenskabelige fag. Det skal gøre det muligt for eleverne at se solen med deres egne øjne, i stedet for gennem billeder i deres bøger om astronomi, forklarer Karsten Bomholt, der er formand for Munkebjergskolens Observatorium.

Teleskopet er 1 meter langt og 15 centimeter i diameter og derfor noget mindre end observatoriets almindelige teleskop, der er 2,5 meter langt og på størrelse med en tallerken i diameter.

- Men solteleskopet er usædvanligt, for der findes kun ganske få af dem i den størrelse i Danmark, siger Karsten Bomholt.

Solteleskopet koster cirka 90.000 kroner, og det er Rotary og Odd Fellow, der har muliggjort indkøbet af det specielle teleskop gennem to donationer.

- Vi er meget taknemmelige for de store beløb, Rotary og Odd Fellow har doneret, for det gør det muligt for eleverne også at kunne se ud i rummet i skoletiden, inden mørket er faldet på, siger Karsten Bomholt.

Teleskopet bliver vist frem for bidragyderne i forbindelse med en overdragelsesceremoni på torsdag klokken 17. Og allerede i næste uge bliver teleskopet taget i brug, hvor 3. klasse på Dalumskolen kommer på besøg.

 

01:01

Se indslag fra genåbningen af Munkebjergskolens Observatorium i Odense fra 6. december 2014

Luk video

Besøg Munkebjergskolens Observatorium på Facebook