Nu skal man kunne flyve til London eller Barcelona fra Odense

Fynboerne kan begynde at drømme om at flyve direkte med rutefly fra H.C. Andersen Airport til europæiske storbyer.

Indtil nu har der kun været nogle få charterture med fly fra H.C. Andersen Airport, men Odense-lufthavnens nye direktør har store planer om, at fynboerne også skal have mulighed for at tage rutefly til udvalgte europæiske storbyer.

- Vi skal tiltrække rutefly og chartertrafik, siger Hans Okholm Vejrup, der startede i sit nye job 1. august. 

Han kan endnu ikke løfte sløret for, om det er London, Paris, Rom, Barcelona eller andre storbyer, som man i fremtiden kan rejse direkte til fra den fynske hovedstad. 

Opdatering
H.C. Andersen Airport i Odense oplyser til TV 2 Fyn, at der ikke længere er planer om at oprette rutefly fra Odense til europæiske storbyer.

Til forskel for de nuværende charterrejser skal ruteflyene i højere grad være med til at styrke turismen på Fyn.

- I stedet for at sende de rejsende ud fra Odense er rutefly en måde at få flere ind til Odense og Fyn. Det kan også gøres i samarbejde med rejsebureauerne, siger lufthavnsdirektøren. 

 
Fotograf: Morten Grundholm

Afgange flere gange om ugen

Gislev Rejser er det største rejsebureau i lufthavnen i Odense. Rejsebureauet har denne sommer sendt sine gæster til Napoli, Verona og Pisa i Italien, Dublin i Irland og Edinburgh i Storbritannien.

- Vi vil se med meget stor interesse på, at der vil komme ruteflyvning derude. På nogle af de rejser, vi har, benytter vi netop rutefly, så hvis vi også kan få rutefly ud af Odense Lufthavn, vil vi se med meget stor interesse på det, siger direktør Mogens Andersen.

Spørgsmålet er så, hvor ruteflyene fra Odense skal lande. Når der er tale om rutefly og ikke charterrejser, er der større krav til ruten, for flyene skal sendes af sted flere gange om ugen, hvis det skal fungere. 

- Det er kun et spørgsmål om at finde en bæredygtig rute, så det ikke bliver en enlig svale, men bliver vedvarende over nogle år. Det er vigtigt for de rejsende, men også for rejsebureauerne, når de skal producere rejserne, forklarer Mogens Andersen.

Der sendes ikke chartergæster sydpå fra Odense hele året. I 2017-sæsonen lettede det første fly mod Napoli i april.

I 2016 steg antallet af flyvende gæster med 33 procent. I alt 23.183 fløj af sted fra H.C. Andersen Airport, der indtil 2013 hed Odense Lufthavn. 

Der har tidligere været rutefly fra lufthavnen i Odense, blandt andet med rutefly mellem Odense og København. I 1998 droppede man ruteflyene, kort efter indvielsen af Storebæltsbroen. 

 
Fotograf: Morten Grundholm

Fakta om ny lufthavnsdirektør

Hvor kunne du tænke dig at kunne flyve hen fra Odense? Skriv dit bud i kommentarfeltet:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vi har samlet de ti mest populære bud på destinationer fra Facebook. Stem herunder:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvis du ikke kan se afstemningen i din browser, kan du gå direkte til den her.

Oversigt

    Oversigt