Nu skal Odense vinde på hjemmebane

Odense Håndbold tabte sin første finalekamp ude mod København lørdag eftermiddag. Kampen endte 28-25 efter 13-11 ved pausen.

København havde til slut et komfortabelt forspring, men sådan så det på ingen måde ud tidligere i kampen.
 De to hold fulgtes tæt ad i første halvleg. Efter 15 minutters spil havde holdene skiftedes til at tage en etmålsføring, som konsekvent blev fulgt op med en udligning.
 Det var først efter næsten 27 minutters spil, at København formåede at tage en tomålsføring på 13-11 med en scoring af Stine Knudsen. Det blev også stillingen, som de gik til pause med.

Kelly Dulfer og Myrthe Schoenaker førte an i scoringen for København med tre mål hver. På den anden side var det Kathrine Heindahl, som holdt Odense inde i kampen med tre mål på 22 minutter.

Målmand tog det meste

 København fik en fremragende start på anden halvleg, da målvogter Johanna Bundsen reddede Odenses to første skudforsøg. Her fulgte københavnerne op med to scoringer, som førte til stillingen 15-11.
 Københavnerne holdt nogenlunde fast i føringen på fire mål, og efter 45 minutter var holdet foran med 21-17.
 Johanna Bundsen gjorde sit for at holde fynboerne fra at komme ind i kampen og havde efter 50 minutter reddet 14 ud af 32 skud og hjulpet til en føring på 24-19.

 Odense kunne i de sidste ti minutter ikke komme tilbage i kampen, og København endte med at vinde med tre mål.
 Mia Rej og Stine Knudsen blev topscorere for København med fem mål hver. For Odense var Freja Cohrt topscorer med fem mål.

Odense skal vinde

 Finaleserien bliver spillet bedst af tre kampe. Hvis København vinder den kommende kamp eller spiller uafgjort, kan holdet kalde sig danmarksmestre.
 Modsat er Odense nu tvunget til at vinde kampen, hvis holdet vil holde liv i drømmen om guldmedaljer.
 Odense har hjemmebanefordel i den næste kamp. Går serien ud i en tredje kamp bliver mesterskabet afgjort på københavnernes hjemmebane i Frederiksberg Hallen.
 /ritzau/

 

 

Oversigt

    Oversigt