Nu vælter det ind med kinesere og thailændere i Odense

De første spillere, trænere og fans fra Asien indtager Odense i forbindelse med badmintonturneringen Denmark Open.

Spillere, trænere og fans fra hele verden - men primært Asien - indkvarterer sig i weekenden på forskellige hoteller i Odense.

Det sker i forbindelse med badmintonturneringen Denmark Open, der spilles i Odense Idrætshal med start på tirsdag og med deltagelse af verdens bedste spillere. 

- Jeg kommer til Danmark hvert år, og jeg bliver imponeret af byen hver gang, siger Patiphat Chalardchaleam fra Thailand til TV 2/Fyn.

- Byen er meget fredfyldt og stille. Det er ikke første gang, jeg er her, og jeg har før været på H. C. Andersen Museum, siger Vita Marissa fra Indonesien.

12 millioner i turismeomsætning

Denmark Open er en turnering, der er blevet spillet siden 1935. I de første mange år blev turneringen spillet i København, men blev senere rykket til andre byer, heriblandt Middelfart. Odense har været værtsby siden 2007.

At turneringen i ti år har haft base i Odense, har stor betydning for hele Fyn. Det giver en turismeomsætning på 12 millioner kroner, når verdensstjernerne indtager byen.

- Det betyder, at vi kommer på verdenskortet. Vi når ud til rigtig mange mennesker og får præsenteret vores dejlige by og ø. Jeg er sikker på, at den udover al den turisme ved selve eventen også afføder yderligere turisme, siger næstformand for Sport Event Fyn, Jane Jegind.  

 
Fotograf: Simone Dahlin

Flere af byens hoteller melder derfor udsolgt i det meste af efterårsferien.

Turneringen starter 17. oktober og er en af de største i verden. Den regerende verdensmester og nuværende verdensetter Viktor Axelsen er favorit til at vinde på hjemmebane, især efter den kinesiske badmintonlegende Lin Dan søndag meldte afbud.

I 2016 vandt Tanongsak Saensomboonsuk fra Thailand herresinglerækken. Finalen spilles søndag.

 

Oversigt

    Oversigt