Nu vanker der bøder: Det kan koste 12.500 kroner at krydse denne linje

Siden 1. juli har ældre dieseldrevne køretøjer ikke måtte køre inden for Ring 2 i Odense. Nu er det slut med påtaler og advarsler, og fra fredag kan det koste en bøde på op til 12.500 kroner.

Ældre dieseldrevne varebiler, lastbiler og busser er ikke velkomne i centrum af Odense med mindre, de har monteret et særligt partikelfilter, og derfor vanker der nu bøder, hvis chauffører krydser Ring 2.

Siden den 1. juli har det ikke været tilladt at køre inde i ringen, men indtil nu har bilisterne sluppet med en advarsel. Det slutter fredag.

- Vi er nødt til at tage klimaudfordringen alvorligt. I Odense har vi en vigtig ambition om at udvikle byen med grøn omtanke ved blandt andet at gøre byen renere for både partikler, CO2 og støj. Derfor er det også helt naturligt, at vi stiller krav til kørslen i bymidten, hvor trafikken er tættest, siger by- og kulturrådmand Christopher Lilleholt (V) i en pressemeddelelse.

Ring 2 omkranser hele Odense Bymidte.
Ring 2 omkranser hele Odense Bymidte.
Foto: Odense Kommune

Når køretøjerne kører inden for Ring 2, bliver nummerpladerne automatisk aflæst. Hvis køretøjet ikke lever op til miljøkravene, lander der en bøde i den digitale e-boks. 

CO2-neutral by

Nyere køretøjer er fra fabrikken udstyret med partikelfiltre og forurener derfor mindre. De må derfor gerne trille ind over grænsen til bymidten.

De skærpede krav til partikeludledning i miljøzonerne er ét skridt i retning af renere luft i Odense. Et enigt Odense Byråd indgik i juni 2020 en klimaaftale med en ambition om at gøre Odense CO2-neutral i 2030.

Ved ulovlig kørsel i de danske miljøzoner er bødestraffen 12.500 kroner for lastbiler og busser og 1.500 kroner for varebiler.

Oversigt

    Oversigt