Ny angriber til OB: Issam Jebali skal forstærke fronten

Den 27-årige tuneser Issam Jebali skal styrke angrebet i OB. Han tiltræder med øjeblikkelig virkning.

Spillerne Baskim Kadrii, Anders K Jacobsen og Sander Svendsen tegner angrebet hos OB. Men snart får de fynske angribere en ny kollega, der skal kæmpe om at smække læderet i kassen for De Stribede.

Den 27-årige tunesiske angriber Issam Jebali skifter med øjeblikkelig virkning til OB efter et ophold hos Al-Wahda fra De Forenede Arabiske Emirater.

- Han har tidligere spillet for Elsborg i Allsvenskan, hvor han var en stor profil. Siden tog han til Rosenborg og spillede Europa League, og han kender derfor den skandinaviske mentalitet og kultur. Han kan både spille fremme og på siden i to- og tremandsangreb og er teknisk dygtig. Han er meget fleksibel og passer derfor ind i den måde, vi spiller på. Han er en rigtig fin afslutter, og han er også god en mod en, og så fylder han en del med sine 1.86 meter. Han har en god fodboldalder med sine 27 år og er stadig sulten. Vi var derfor ikke i tvivl om, at han kan tilføre vores trup endnu mere i den offensive linje. Vi har været i hård konkurrence med rigtig mange klubber om Issam, og vi er glade for, at vi kunne få en aftale i stand med ham, siger sportsdirektør Jesper Hansen til ob.dk.

Selv siger Issam Jebali om sit skifte til OB:

- Jeg glæder mig virkelig meget. Jeg har snakket med flere danskere, som kender klubben, og jeg har kun hørt godt om den. Derfor var det en ret nem beslutning at tage, da jeg fik chancen. Jeg kender cheftræner Jakob Michelsen, fra da jeg spillede i Elfsborg, og han trænede Hammarby, og det er også en af grundene til, at jeg valgte OB. Det bliver spændende at komme i gang, man spiller god og offensiv fodbold her, og jeg ser frem til at hjælpe klubben med at score mål og få point på kontoen.

Issam Jebali får trøje nummer syv i OB og starter træningen så hurtigt som muligt, skriver OB på hjemmesiden.

Oversigt

    Oversigt