Ny bog om Fyn donerer al overskud til varmestue i Odense

I bogen Vores Fyn fortæller kendte fynboer om deres tilknytning til øen. Alle har doneret deres honorar til Kirkens Korshærs varmestue i Odense.

Bogen Mit Fyn består af erindringer fra Fyn skrevet af kendte og ukendte skrivelystne fynboere. Blandt de omkring 30 bidragydere finder man: Peter Rahbæk Juul, Jan Schou, Steen Heinsen, Jens Galschiøt, Lasse & Mathilde, Sebastian Dorset og Anja Andersen.

Honorar går til hjemløse

Jørgen Nancke, forfatter og musiker med rod i Vollsmose, er ildsjælen bag projektet, og alle forfatterhonorarer går ubeskåret til Varmestuen i Nørregade i Odense, der drives af Kirkens Korshær.

- Jeg har gennem nogle år støttet hjemløsemiljøet i Odense ved at optræde med digte og musik og så donere min gage til det. Jeg synes bare ikke, at det var nok. Min lillebror var hjemløs på et tidspunkt, så jeg ved, at det er hårdt. Så tænkte jeg: Hvordan kan jeg gøre det her bedre? Så kom jeg på at lave en erindringsbog om Fyn, hvor folk kigger tilbage på deres liv på Fyn, siger Jørgen Nancke.

Alle er noget værd

Leder af Kirkens Korshærs varmestue i Nørregade i Odense sætter pris på gestussen:

- Det gør os altid glade, når nogen synes, at det vi laver i Kirkens Korshær er vigtigt. Vi har et slogan, der siger, at "alle er noget værd". Men det kan være svært at tro på, hvis man er hjemløs og udsat. Så hver gang nogen gør noget for os som at arbejde frivilligt eller donere honorar fra en bog, så er det et signal om, at nogen er enige med os: Alle mennesker er noget værd, siger Kaj Skjølstrup, Leder af varmestuen i Kirkens Korshær, Odense.

 

 

Oversigt

    Oversigt