Ny drømmerejse hver nat: Særlige godnathistorier hjælper Gry

Hver aften får fireårige Gry Spangsberg Jessen læst en særlig godnathistorie, hvor hovedpersonen Vilter tager hende med på en drømmerejse. Historierne hjælper Gry og familien med at tackle hendes leukæmi.

Hver aften, når fireårige Gry bliver puttet af mor eller far, drager hun ud på en drømmerejse med sin gode ven Vilter Ørngot. Sammen møder de pirater, flyver i luftballon eller kører om kap i kørestole på sygehusets gange.

Vilter er nemlig hovedpersonen i godnathistorier til indlagte børn som Gry. I 2018 fik hun konstateret leukæmi, og siden da har Vilter været en fast følgesvend gennem indlæggelser og kemoterapier.  

Konceptet er kommet til H.C. Andersen Børne- og Ungehospital med hjælp fra Børneulykkesfonden. Sammen med Vilter kan Gry og andre indlagte børn også blive en del af eventyret, der bliver skræddersyet til det enkelte barn. Forældrene skal blot sende navn og postnummer.

Kemo-Kasper

Hver tredje måned er Gry Spangsberg Jessen på H.C. Andersen Børne- og Ungehospital i Odense for at få kemoterapi, så hun kan blive fri for sin leukæmi.

Kemo-Kasper. Det er hvad Gry kalder den kemoterapi, hun får på H.C. Andersen Børne- og Ungehospital hver tredje måned.
Kemo-Kasper. Det er hvad Gry kalder den kemoterapi, hun får på H.C. Andersen Børne- og Ungehospital hver tredje måned.
Foto: Kasper Jensen

- Jeg får Kemo-Kasper, fordi jeg er syg, siger fireårige Gry Spangsberg Jessen, mens hun læner sig op ad hospitalssengen.

Gry kigger op på sin mor. Hun vil gerne ned på legestuen med de andre børn.

- Kemo-Kasper skal lige dryppe færdig, siger Grys mor, Mette Spangsberg til hende.

Gry smiler, da hun fortæller om de sure celler i kroppen, der gør hende syg. Men det er hårdt at være en fireårig pige med kræft i kroppen, som tærer på energien. Heldigvis har Vilter Ørngot været der til at hjælpe Gry med at holde indlæggelserne ud.

Drømmerejse til HOPsitalet  

Da Gry blev indlagt i oktober 2018, begyndte hendes forældre at læse Vilter-historierne op for hende.

- Historierne handler om, at Vilter kommer hver aften og tager Gry med på en drømmerejse, og så oplever de forskellige ting sammen. Gry er ret vild med dem. Det er sjovt, at Vilter laver ballade på sygehuset hvor hun jo var hver dag, da hun var indlagt, forklarer Mette Spangsberg.

Hvem er Vilter Ørngot?

Mette læser højt af en af Vilter-historierne. Nu hører du en høj lyd. Det lyder som om, nogen går rundt udenfor. Det må være noget kæmpestort, siden det larmer så meget. Du burde være bange, men det er du slet ikke.

- Det er Vilter der kommer. Men det er da lidt forkert, at han kommer nu, for hvornår er det, han plejer at komme? Spørger Mette Spangsberg sin datter, der sidder på stolen ved siden af hende.

- Om natten, svarer Gry Spangsberg Jessen.

quote Vi bruger Vilter i vores snak om noget af det, der ikke er så sjovt, men som man skal høre om på sygehuset

Mette Spangsberg, mor til Gry

Medicinen, som de kræftramte børn får, kan forstyrre deres søvnmønstre, og i perioder efter indlæggelser døjede Gry med mareridt. 

- Nu er Vilter en fast del af putterutinen hver aften, siger Mette Spangsberg og fortæller, at der er blevet længere mellem mareridtene, efter han er begyndt at tage hende med på eventyr.

Vilter har blandt andet taget Gry med til HOPsitalet, et sted for legesyge børn, der hopper og har det sjovt. Når historierne handler om noget, Gry kan grine af og fjolle med, kan hun næsten glemme alt det, der kan være hårdt på hospitalet.

Vilter Ørngot tager Gry med til HOPsitalet. Det er historier som dem, der hjælper Gry igennem behandlingerne med et smil.
Fotograf: Kasper Jensen

Vilter er talerør

Det er ikke kun under indlæggelser eller som godnatlæsning, at Vilter er vigtig for Gry.

- Vi bruger Vilter i vores snak om noget af det, der ikke er så sjovt, men som man skal høre om på sygehuset, forklarer Mette Spangsberg.

Vilter er nemmere at snakke med om de ting, Gry oplever på hospitalet, ligesom han kan hjælpe med at berolige hende.

Vilter er blevet en rigtig god og trofast ven til Gry.
Vilter er blevet en rigtig god og trofast ven til Gry.
Foto: Vilter.dk

- Han siger, at man skal prutte, for at trylleplasteret virker, griner Gry Spangsberg Jessen, der snakker om et plaster, der kan bedøve huden inden man skal stikkes med en nål.

Det er præcis dét, Mette Spangsberg mener:

- Vilter er en god ven at grine lidt med. Hvor hun før har skreget, hvis bare hun skulle have det plaster på, fordi hun forbandt det med noget slemt, er det nu lidt skørt og fjollet, forklarer Mette Spangsberg.

Oversigt

    Oversigt