I det fynske folks tjeneste

Ny genbrugsbutik: Levende hus med kunstnere og iværksættere - og masser af inspiration

Til sommer kommer en ny og anderledes genbrugsbutik til Odense. Her kan du gå igennem et hus med både børneværelse og pulterrum, hvor iværksættere og kunstnere har været med til at give aflagte ting nyt liv.

00:46

Video: Flemming Ellegaard

En stol med tre ben kan også få nyt liv. Det mener de i hvert fald hos Odense Renovation, hvor der i flere år har været en ny og anderledes genbrugsbutik på tegnebrættet. 

Den genbrugsbutik kommer til at se dagens lys 20. juni på Højvang i Næsby, hvor odenseanere og andre fynboer kan glæde sig til at gå ind i et genbrugs-hus og hente vaskeægte genbrugsinspiration. 

Læs også Forsøg gøres permanent: Nu må du tage brugbare ting med hjem fra genbrugspladsen

- Man kommer ind i et hus. Starter i entreen og går videre i køkkenalrummet til stuen og til børneværelset, siger Mette Lorenzen, der er genbrugschef ved Odense Renovation. 

Ingen ordinær genbrugsbutik

Foruden butikkens opbygning som et regulært hus, adskiller den nye genbrugsbutik sig også på andre måder fra en almindelig genbrugsbutik. 

Genbrugshuset skal have iværksættere og kunstnere tilknyttet, som kan give nyt liv til de mange affekter, der kommer ind fra genbrugsstationerne. 

Læs også Nyt er yt: Fynboerne er blevet vilde med genbrug

- Det skal være et levende sted. Når man kommer på besøg, så sidder der en og laver smykker eller møbler ud af alt det, vi modtager, siger Mette Lorenzen. 

Forklaringen lyder, at det skal være et inspirationssted med kreative sjæle og krøllede hjerner.

- Vi ville ikke have den ordinære genbrugsbutik. Det er der mange andre der også gør. Vi vil godt inspirere til, at en stol der mangler et ben stadig kan bruges, siger Mette Lorentzen.

Genbrug er bedre for miljøet

De fleste af de aflagte ting kommer fra container "nummer 27" på de otte genbrugsstationer i Odense, hvor humanitære organisationer henter genbrugsting til deres butikker. Men ofte er der altid en masse affekter tilbage, der ellers ville blive sorteret ud i den almindelige genanvendelse. Det vil Odense Renovation forsøge at gøre op med.

- Lige så vel, som der er en kostpyramide, så er der en affaldspyramide, og det er den, vi arbejder efter. Vi er sat i verden for at se, om vi kan minimere affaldet. Det er den aller øverste del af pyramiden. Næste del i pyramiden er at få så meget som muligt ud af genanvendelse, og ud til genbrug med det samme, siger Mette Lorenzen.

Læs også Genbrugsplast og miljøvenlig bruser: Elever kommer med bæredygtige løsninger på Folkemødet

- Vi skelner mellem genanvendelse og genbrug. Når noget skifter hænder uden at gennemgå en forarbejdning, er det genbrug, og det er faktisk det allerbedste for miljøet, så det skal vi selvfølgelig være med til at skabe meget mere af, siger Mette Lorenzen.

Den 20. juni åbner dørene op til genbrugshuset på Højvang i Næsby. 

- Vi glæder os til at vise Odense, hvad det bliver til, siger Mette Lorenzen.