Ny Kim Larsen-plade: Pladebutik holder midnatsåbent

I anledning af den ny Kim Larsen plade, der udkommer til midnat, har den odenseanske pladebutik Recordpusher valgt at holde midnatsåbent.

Torsdag aften kom det frem, at der kommer et sidste album fra Danmarks nationalskjald, der døde i september sidste år. I den anledning har man hos RecordPusher i Odense valgt at holde åbent fra midnat til klokken 1, hvor man kan købe pladen, der udkommer til midnat.  Allerede fra klokken 6 åbner butikken igen på grund af den ny Kim Larsen-plade. Det skriver butikken på sin hjemmeside.

Det nye album kommer også til at ligge på streamingtjenester som Tidal og Spotify kl. 00.00, ligesom den fra midnat af vil være tilgængelig på Kim Larsens YouTube-kanal. 

RecordPusher ligger kun et stenkast fra Kim Larsens lejlighed, hvor alle de 12 sange på den ny plade er indspillet. Albummet kommer til at hedde "Sange fra første sal", som er en henvisning til lejlighedens beliggenhed på første sal over Lørups Vinstue.

Efter Larsens død 30. september sidste år var der flere steder i Danmark store mindeoptog for at mindes ham. I Odense samledes tusindvis af mennesker og gik gennem gaderne og sang Kim Larsen-sange. Nu får skjaldens mange fans så lidt nye sange at synge med på.

Foran hans hjem i Odense blev der også lagt hundredevis af blomster, og fans af den afdøde sanger stillede øl og mindebreve til ham.