Ny OB-målmand: Ikke kommet til Fyn for at sidde på bænken

OBs nye norske målmand Sten Michael Grytebust vil hurtigst muligt slå Maksym Koval af som førstevalg i OB-målet.

I efterhånden en del sæsoner har der været mange udskiftninger på målmandsposten hos OB.

I denne sæson har både Michael Falkesgaard, Casper Radza, Michael Tørnæs og Maksym Koval vogtet buret for striberne - og inden længe kommer den femte keeper måske i spil.

Ambitionen er at overtage målmandsposten så hurtigt som muligt.

OB hentede nemlig onsdag den norske landsholdsspiller Sten Michael Grytebust til Ådalen, og han er ikke komet hele vejen fra Aalesund for at varme udskiftningsbænken på TREFOR Park. Det fortæller han til smp.no, skriver tipsbladet.dk.

- Ambitionen er at overtage målmandsposten så hurtigt som muligt. Jeg er ikke kommet for at sidde på bænken, siger Sten Michael Grytebust.

Grytebust blev førstevalg i norske Aalesund, da klubben tilbage i 2010 solgte den tidligere OB-keeper Anders Lindegaard videre til engelske Manchester United. Og efter at have været førstevalg i det nordnorske siden da, følte Grytebust sig nu klar til nye udfordringer.

- Jeg er meget tilfreds med dette klubvalg. Af flere årsager har det været en lang proces, men nu er jeg glad for, at fremtiden er afklaret. Jeg kunne have sagt, at jeg ønskede mig Real Madrid eller Barcelona, men helt ærligt så synes jeg, at dette er et fornuftigt skridt. Jeg ønskede mig noget nyt, og der er OB et fint skridt. Jeg er meget tilfreds, siger den nye OB-målmand til smp.no.

OBs reserver møder torsdag kl. 18.00 Marienlyst, og Sten Michael Grytebust ventes at få sin uofficielle debut i kampen, da han er blevet lovet en halvleg. 

Se her cheftræner Kent Nielsens vurdering af klubbens nye målmand.

 

 

Oversigt

    Oversigt