Ny sportsefterskole i Odense: - Vi har travlt, men vi når det

Snart åbner en ny idrætsefterskole i Odense, og der er sportsmangfoldighed og bæredygtigt byggeri i højsædet.

Odense Stadion og Odense Atletikstadion får snart fornemt selskab. I smørklatten mellem de to institutioner er en ny bygning ved at tage form.

- 8. august får vi vores første elever, så vi har travlt, men vi når det, siger Thorsten Z. Matthiesen, der er forstander på den kommende efterskole Sports Academy Denmark.

Ifølge forstanderen vil passionerede unge sportsudøvere kunne kombinere høj faglighed med sport på højt plan og stadig få den oplevelse af fællesskab, som livet på en efterskole fører med sig.

- Der er mange unge, der dyrker alverdens forskellige idrætsgrene, men det er ikke alle, der har mulighed for at komme på efterskole og dyrke deres sport, fordi deres sportsgren ikke findes på nogle skoler, siger Thorsten Z. Matthiesen.

quote Hele skolen er bygget, så alle rum skal være fyldt med liv, døgnet rundt og ikke kun når der er undervisning

Thorsten Z. Matthiesen

- Her kan man komme og dyrke ens sport, næsten uanset hvilken sport man dyrker, og vi har skabt en struktur, der er så fleksibel, at man kan dyrke sin idrætsgren uanset niveau, og hvor meget tid man bruger på sporten, samtidig med at vi som ny efterskole har kunnet skabe nogle synergier mellem sport, skole og efterskolens fællesskabsliv.

Og netop synergien er dybt afhængig af placeringen af efterskolen.

- Det kan vi lige så godt sige, som det er. Den placering, vi har, er en nødvendighed for, at vores koncept kan lade sig gøre. Vi har et fremragende samarbejde med Odense idrætspark og foreningslivet omkring os. Vi kommer ind som en ny spiller, der kan være med til at udnytte de faciliteter, der findes i området, og give dem en bedre kapacitetsudnyttelse, siger Thorsten Z. Matthiesen.

Sportsklubber, som Sports Academy Denmark har samarbejde med:

Byggeri med bæredygtighed og fællesskab i centrum

Det er ikke kun sporten, der er i højsædet på Sports Academy Denmark. Selve bygningen, som efterskoleeleverne kan kalde deres hjem, er også bygget med tiden og tendenserne for øje.

- Det kommer til at fremstå som en moderne og bæredygtig bygning. Der skal for eksempel plantes noget blåregn på nogle stålwires uden på bygningen, så det bliver en spændende urban bygning, siger forstanderen.

Også inde i bygningen er der tænkt på detaljerne.

- Hele skolen er bygget, så alle rum skal være fyldt med liv døgnet rundt og ikke kun, når der er undervisning, siger Thorsten Z. Matthiesen.

På efterskolen har man også valgt at bygge elevernes spisesal, eller café, som den er blevet døbt, på en helt speciel måde.

- Vi vil gerne skabe et spisested, som er lige så attraktivt som byens caféer for eleverne. Man skal have lyst til at opholde sig her, siger forstanderen.

- Caféen bliver indrettet lidt som en amerikansk diner med sofagrupper i midten af rummet og poolbord nede for enden. Igen har vi fokus på, at rummet inviterer til fællesskab, samvær og hygge.


Oversigt

    Oversigt