Ny strategi over for udsatte børn - igen

En ny strategi skulle i starten af året være med til at sikre, at antallet af anbringelser i Odense Kommune faldt. Det gik dog lige modsat.

Sidste år besluttede Odenses byråd at indsatsen over for udsatte børn og unge skulle styrkes.

Strategien hedder 'Nye Veje Sammen', og ekstra penge til området skulle få antallet af anbringelser ned.

Men her otte måneder senere er det et helt andet billede, der tegner sig: Pengene er brugt - og antallet af anbringelser på døgninstitutioner er ikke faldet, men steget.

Så nu må forvaltningen tage penge fra forebyggelsesindsatserne og bruge dem på netop anbringelserne - og på en helt ny strategi for fremtiden.

Og kassen er tom. Budgettet er overskredet med 8,5 millioner kroner i år, og allerede nu mangler der 25 millioner i 2016.

Det er der selvsagt ikke tilfredshed med blandt socialrådgiverne i Odense Kommune.

- Jeg kan sige på mine medlemmers vegne, at de er rigtig, rigtig trætte af nye strukturer, der ikke dur - og hver gang der er et problem, så laver man en ny struktur. Det som vi ved virker, det er kvalitet, og kvalitet koster penge, siger Anne Jørgensen, der er formand for Socialrådgiverforeningen i Region Syddanmark.

Så nu starter man forfra.

Kommunens plan for at hjælpe de udsatte unge holdt otte måneder, inden man nu igen vil lave en ny strategi på området.

Se mere på TV 2/FYN kl. 18.10 og 19.30, hvor rådmand Susanne Crawley Larsen er gæst i studiet.

Oversigt

    Oversigt