Ny udstilling i Odense med stor dansk maler

Vilhelm Lundstrøm inspirerede en hel generation af designere, og i denne uge åbner en stor forårsudstilling med hans største værker på Brandts.

En ny forårsudstilling åbner fredag på Brandts i Odense, hvor kunstmuseet præsenterer 60 malerier og tegninger af en af Danmarks mest elskede malere fra det 20. århundrede, Vilhelm Lundstrøm.

Derudover er der også en række ikoniske designklassikere af PH og Finn Juhl.

Udstillingen ”Vilhelm Lundstrøm og den gode smag” er skabt i samarbejde mellem Brandts og Museum of Modern Art Aalborg.

Inspireret af Picasso

Vilhelm Lundstrøm er en af forgængerne inden for den tidlige danske modernisme og er inspireret af blandt andre spanske Pablo Picasso, en af det 20. århundredes største kunstmalere. Det lykkedes den danske maler at erobre publikum og kunstsamlere i 1930’erne med sine enkle opstillinger af kander og frugter. 

Efterfølgende inspirerede han en generation af moderne danske designere og lagde grunden til den smagfulde enkelthed, der har kendetegnet dansk design i næsten 100 år. Vilhelm Lundstrøm døde i 1950, men hans værker er fortsat meget værdifulde og har indbragt høje summer på auktioner.

Det er muligt at se udstillingen på Brandts fra den 7. april til 27. august.

Allerede onsdag eftermiddag får TV 2/FYN lov til at se udstillingen, og du kan se med på TV 2/FYN Nyhedskanalen. 

Oversigt

    Oversigt