Ny undersøgelse: Kvinder er bange for højresvinget

I februar blev en 18-årig kvinde dræbt i en højresvingsulykke i Odense. Nu viser en ny undersøgelse, at et flertal af kvinder er bange for ulykkerne.

En 18-årig kvinde fra Odense mistede i starten af februar livet i en højresvingsulykke i det sydlige Odense, da hun blev ramt af en lastbil.

Lastbilen kom kørende ad Svendborgvej, hvor den i krydset ved Drejebænken holdt for rødt lys for at svinge til højre. Da ulykken skete var der grønt lys i krydset for cyklister i mellem fire og tolv sekunder, inden bilerne fik lov til at køre ind i krydset for at dreje til højre.

Og lige netop højresvingsulykkerne spøger i mange cyklisters hoveder. En ny undersøgelse som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring viser nu, at seks ud af ti kvindelige cyklister er bange for højresvingsulykker.

Og de har faktisk god grund til at være det, for hver femte danske cyklist har nemlig været involveret i en højresvingsulykke eller været tæt på det. 

Gør noget ved det

Det er sjældent cyklistens adfærd, der er skyld i ulykken. Forkert indstillede spejle i biler og lastbiler, dårligt sikrede lyskryds og dårligt udsyn er derimod årsagen. 

- Gennem de seneste år har vi set mange positive tiltag, der har været med til at gøre trafikken mere sikker for cyklisterne. Alligevel blev 183 personer dræbt i trafikken i 2017, hvilket stadig er alt for mange. Vi skal blive ved med at stille krav til, at trafikanter er mere opmærksomme, men det er også nødvendigt at se på, om der er andet, vi kan gøre. Måske skal den tunge trafik ud af byerne, og alle lyskryds sikres med tilbagetrukne stoplinjer, så højresvingsulykker bliver en ting til historiebøgerne, siger Henrik Sagild, der er skadedirektør i Gjensidige Forsikring.

Efter højresvingsulykken i Odense i februar har kommunen også lavet et tiltag i lyskrydset. 

Det grønne lys for cyklister i krydset lyser nu i længere tid, så cyklisterne lettere kan nå over krydset. De har fået to sekunder mere til at komme over krydset, og samtidig bliver bilerne holdt tilbage yderligere to sekunder.

Ændringerne er dog en midlertidig justering for at skabe tryghed, indtil Odense Kommune sammen med Fyns Politi, Vejdirektoratet og Odense Universitetshospital har gennemgået krydset.

- Vi skal sammen analysere, hvordan denne ulykke kunne ske og se på, om der er noget, vi kan ændre i det her kryds, så det bliver mere trygt og sikkert, sagde Rasmus Bach Mandø fra Byrum og Mobilitet i Odense Kommune.

Mænd er oftere i ulykker

Selvom det er de kvindelige cyklister, der er mest bange for højresvingsulykkerne, så er det faktisk det modsatte køn, der oftest kommer ud for ulykkerne.

Den nye undersøgelse viser, at hele 30 procent af mændene har været tæt på eller været involveret i en højresvingsulykke, hvorimod 20 procent af kvinderne har. 

Råd til at undgå højresvingsulykke som cyklist

 

Oversigt

    Oversigt