I det fynske folks tjeneste

Nye konkurs-afsløringer: Windells selskab havde "skjulte indtægter og uredelige forhold"

Under navnet Søren Thomassen gik Søren Windell tilbage i 2008 konkurs med sit firma Søren Thomassen ApS. Ifølge kuratoren på grund af "manglende regnskab samt uredelige forhold fra direktørens side".

Advokat Knud Damsgaard (t.h.) har arbejdet som kurator i 40 år. For 12 år siden var han kurator på Søren Windells (t.v.) konkurs i selskabet Søren Thomassen ApS. Foto: Alexander Aagaard/Flemming Ellegaard

Manglende regnskab, uredelighed, ingen momsregistrering, skjulte indtægter, en retssag og skattegæld på knap en halv million kroner. 

Læs også Rådmand med rod i regnskaberne: Ulovligt anpartslån, for sen betaling af moms og rod i bogholderiet

Sådan beskriver Knud Damsgaard forholdene i Odense-rådmand Søren Windells (K) daværende selskab Søren Thomassen ApS, som blev erklæret konkurs i 2008. Et selskab med adresse i Espergærde i Nordsjælland, som rådmanden dengang ejede og stod som direktør for og som Knud Damsgaard, en af landets førende konkursadvokater, var kurator for under konkursbehandlingen. 

For nylig har TV 2 Fyn beskrevet en anden sag med Søren Windell om hovedperson. En sag fra januar 2021, hvor selskabet Soeren Group ApS gik konkurs med Søren Windell som direktør, efter der blandt andet var blevet udbetalt et ulovligt anpartslån og fire gange indleveret momsregnsskab for sent. 

En selskabshistorik, som profesor på Copenhagen Business School Thomas Riise Johansen har kaldt for "ret alvorlige ting". 

08:01

Se hele interviewet med Søren Windell. Video: Fotograf: Jonathan Malat Redigering: Alex Syrik

Luk video

"Uredelige forhold fra direktørens side"

TV 2 Fyn har fået aktindsigt i en række dokumenter fra Retten i Helsingør, som vedrører konkurssagen fra 2008. I en såkaldt cirkulæreskrivelse redegør boets kurator Knud Damsgaard for en række forhold i selskabet, som Damsgaard dengang sammenfattende beskrev som "uredelige forhold fra direktørens side".

En kontrol fra Skat viste, at der havde været skjulte indtægter, og at selskabet aldrig havde været momsregistreret. Firmaet skyldte derfor moms for over 247.000 kroner,  og derudover manglede der at blive betalt 221.000 kroner i selskabsskat. Samlet var gælden til Skat på næsten en halv million kroner.

Af skrivelsen fremgår det også, at Søren Windell, der dengang hed Thomassen til efternavn, var gået personligt konkurs og stod midt i en retssag i forbindelse med en række kontanthævninger i Nordea:

"I Søren Thomassens personlige konkurs verserer der en retssag vedrørende hævinger på en konto i Nordea," skrev Knud Damsgaard. 

En sag, som Windell modtog en betinget dom for. I et interview til TV 2 Fyn fortæller Søren Windell om baggrunden for dommen

Læs også Windell dømt efter konkurs: Nu taler han ud om rod i regnskaberne og mørkt kapitel

Ville i dag indstille ham til konkurskarantæne

Kurator og konkursadvokat Knud Damsgaard mener, at sagen fra 2008 var så grov, at han ville have indstillet Søren Windell til en konkurskarantæne, hvis loven havde eksistereret dengang.

- Det er nok sandsynligt, at jeg i denne sag, hvis reglerne havde været til stede, ville have anmodet om, at der blev taget stilling til, hvorvidt der skulle idømmes en konkurskarantæne.

Det er nok sandsynligt, at jeg i denne sag, hvis reglerne havde været til stede, ville have anmodet om, at der blev taget stilling til, hvorvidt der skulle idømmes en konkurskarantæne

Knud Damsgaard

Loven om konkurskarantæner blev først vedtaget i 2013, længe efter sagen om konkursen var tilendebragt. Og Knud Damsgaard var som advokat selv med til at skrive betænkningen til loven.  

Konkurskarantæne kan gives til direktører eller bestyrelsesmedlemmer og betyder, at de i tre år har forbud mod at lede for eksempel aktieselskaber eller anpartsselskaber. En karantæne kan pålægges, hvis "(..)det må antages, at den pågældende på grund af groft uforsvarlig forretningsførelse er uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed". En konkurskarantæne gælder som udgangspunkt i tre år.

- Man drev uregistreret virksomhed, man var ikke tilmeldt momsvæsnet, man havde stor gæld til det offentlige, og bogføringen var mildest talt ikke eksisterende. Det var det grelle og alvorlige i den her sag, siger Knud Damsgaard.

Der skal vel også være plads til direktører og virksomhedsejere, der er bedre til at udvikle end at bogføre og administrere?

- Helt sikkert. Der er ikke noget forkert i, at man er bedre til at udvikle end administrere. Og den seneste konkurssag (fra 21. januar i år, red.) kan jeg ikke se, at der skulle være basis for at anlægge sag om konkurskarantæne. Og mange iværksættere er jo gode til at udvikle, men mangler måske det bageste, der hedder bogføring, og det diskuterede vi også, da vi lavede betænkningen, om der skulle være kursus for iværksættere så de vidste lidt om bogføring og moms og den slags ting. 

- Det mest skammelige kapitel i mit liv

I et interview med TV 2 Fyn fortæller Søren Windell, at der i 2006 begyndte en vanskelig periode i hans liv.

- Som 28-årig mister jeg min far, og det satte gang i en krise, som gjorde, at jeg ikke havde styr over min forretning og mit eget liv. Og det kulminerer i 2008 med den her snebold af ulykker, hvor hverken drift eller noget hang sammen. Den konkurs påvirker også mig personligt, idet jeg går personligt konkurs. Og i forbindelse med det hele har der været så meget rod, at jeg også ender med at få en betinget dom og en bøde, fordi der ikke var styr på tingene, siger han.

Læs også Rådmand med rod i regnskaberne: Windell bag tre nye selskaber - politikere vil have alt frem

Ifølge Søren Windell er gælden til det offentlige på en halv million betalt tilbage. Sidste rate blev betalt i 2015.

- Man falder helt ned på bunden. Det er en livskrise kombineret med den her dom, der er det mørkeste og mest skammelige kapitel i mit liv. Det er en skamplet og en fiasko af de helt store. Men når man er nede på bunden, skal man også finde ud af, om man skal blive der eller rejse sig igen. Takket være god hjælp fra familie og venner rejste jeg mig igen. Det fyldte meget i mange år, men det var en dejlig dag, da jeg i 2015 kunne lukke det kapitel og blive gældfri. Jeg følte, jeg bedre kunne se folk i øjnene, siger han.