Blodbanken i Odense har vokseværk, og den flytter derfor nu i nye lokaler med masser af fordele for både personale og donorer.
Blodbanken flytter fra OUH til Stærmosegårdsvej, hvor der er plads til langt flere donorer samtidig, og der kan tappes dobbelt så meget plasma.
- Vi har ikke plads nok på OUH, og så er vi ikke selvforsynende med plasmaprodukter. Det vil vi rigtig gerne være, siger Elizabeth Hanmann, der er bioanalytiker i blodbanken OUH.
Men det er ikke alene de større lokaler, der giver fordele for blodbanken.
Massevis af fordele
Udover den udvidede kapacitet er der også nogle helt lavpraktiske fordele ved den nye lokation. For nu foregår blod- og plasmatapning i samme lokale, hvor det før lå to forskellige steder på Odense Universitetshospital.
- Vi kan hjælpe hinanden. Hvis en donor bliver dårlig, er vi flere der kan træde til og hjælpe, siger Elizabeth Hanmann, og fortsætter:
- Der er langt mere plads, og jeg tror, at det bliver rarere for både personale og donorer.
En anden fordel er beliggenheden. Adressen på Stærmosegårdsvej 6 er i nærheden af en lang række virksomheder.
- Vi er allerede blevet kontaktet af nogle af virksomhederne herude, der gerne vil komme og blive donorer, siger Elizabeth Hanmann.
Kommer næsten i himlen
Adressen for den nye blodbank ligger også i nærheden af både Ikea, Rosengårdcenteret og mange andre butikker.
- Så kan mor handle ind, og far kan lægge sig i stolen en halv time og slappe af, mens han giver livgivende plasma, siger Elizabeth Hanmann.
Det er med andre ord noget af en opgradering. Kapaciteten udvides samtidig også fra ti pladser til 24.
- Vi kommer ud i lokaler, som er næsten som at komme i himlen. Det er så dejligt, siger Elizabeth Hanmann.