Nye optagelser i skudsag: Gerningsmand mødtes med ukendte personer

Der er nye optagelser, og flere anonyme kilder har tippet konkrete navne til politiet. Men det er ikke nok til at finde gerningsmand bag skuddrab.

Fyns Politi har den seneste tid nøje gennemgået overvågningsbilleder fra Vollsmose, hvor 31-årige Abdinur Mohammed Ismail blev skudt i juni.

Nye overvågningsbilleder, som politiet er kommet i besiddelse af, viser gerningsmændenes videre flugt gennem området, og at en af dem taler med to forbipasserende. Men det er stadig ikke nok, fortæller politikommissær Carsten Dichmann.

Politiet håber fortsat, at vidner vil stå frem. Og ikke kun gennem anonyme opkald.

- Ja, der er nævnt navne, men vi er nødt til at have flere håndgribelige beviser, som kan underbygge, hvorfor folk nævner de her navne, så vi i sidste ende får varetægtsfængslet folk, siger Carsten Dichmann.

- Vi er ikke i tvivl om, at der bliver talt rigtig, rigtig meget omkring det her. Og det kan være nogle af de oplysninger, folk kan viderebringe. Det kan være, at de har hørt folk tale om, at de ved, hvem gerningsmændene er. Det kan sågar være, at de har oplysninger omkring effekter eller våben, der er smidt væk.

Gerningsmand talte med forbipasserende

Torsdag 17. september offentliggjorde politiet de første billeder fra området. Her kan man se gerningsmændene løbe under blokkene ved Egeparken med skarpladte pistoler.

På de nye optagelser, som politiet lige nu er i gang med at undersøge, hæfter politikommissæren sig særligt ved den fjerde mands færden og to mænd, han er i kontakt med.

Han løb ind i Bøgeparken ved blok nummer 260, og ved 266 mødtes han med to mænd i lyst tøj. De talte kort sammen, og så løb de to mænd i lyst tilbage mod Egeparken. De blev sidst set ved Bøgetorvet klokken 00.08, fortæller Carsten Dichmann.

Også de tre andre gerningsmænd løb mod Bøgeparken klokken 23.55. Her løb de ind ved nummer 252 og hen over pladsen mod Bøgeparken 266. Derefter fortsatte de langs boligblokken 76-88, hvor de forsvandt. 

Fyns Politi er meget interesseret i at høre om nogen kender til de fire gerningsmænd og de to forbipasserende i lyst tøj. 

Trusler tages alvorligt

Ifølge politikommisæren skal man ikke være bange for at henvende sig til politiet, hvis man har set eller hørt noget.

- Politiet beskytter de vidner, vi har i en sag som denne her. Det skal der slet ikke være nogen tvivl om. Hvis man oplever at blive truet eller bliver udsat for repressalier, så er det altså en streng overtrædelse, man begår. Det ser man meget alvorligt på, siger han. 

Oplysninger i sagen kan gives til Fyns Politi enten på telefonnummer 114 eller en mail til fyn@politi.dk. Man kan også tage fat i nærbetjentene i Vollsmose. 

 

 

Oversigt

    Oversigt