Nye tal sår tvivl om skolelukning i Bellinge

Tirsdag aften var der stormøde på Rasmus Rask Skolen i Bellinge, hvor forældre og bestyrelse frygter for skolens fremtid. Ny undersøgelser taler dog imod en lukning.

Tidligere prognoser har vist, at der i visse af Odenses forstæder vil være færre børn, der skal i skole i de kommende år.

Derfor har Børn- og Ungeforvaltningen foreslået, at blandt andet Rasmus Rask Skolen i Bellinge omdannes til børneskole fra 0-6. klasse. Det har medført en række protester fra lokalområdet.

Derfor var der tirsdag aften stormøde på skolen, hvor forældrene frygter for hele skolens eksistens på sigt.

De hidtidige undersøgelser har vist, at der ville være et stærkt stigende antal elever i de to distrikter, og derfor måtte andre skoler lukke ned for dele af deres aktiviteter. For eksempel på Rasmus Rask Skolen, hvor Odense Kommune overvejer at fjerne de ældste klasser fra skolen.

Men det bliver formentlig slet ikke aktuelt.

'Elevtallet (i Odense centrum, red.) forventes stort set uændret i de kommende år, modsat et stærkt stigende elevtal i tidligere prognoser.'

Sådan skriver Børn- og Ungeforvaltningen i en helt ny klassetalsprognose. Derfor tror Bo Libergren heller ikke på, at Rasmus Rask Skolens overbygning er i fare.

- Vi er klar modstander af at amputere de her skoler fra Venstres side. Vi ønsker at fastholde hele skoler i hele lokalsamfund, siger Bo Libergren.

Bo Libergren henviser til den helt nye undersøgelse fra Børn- og Ungeforvaltningen, der viser et 'betydeligt anderledes billede' af det forventede antal elever i Sct. Hans og Rising skoledistrikter.

- Vi har hidtil regnet med, at vi manglede en tosporet skole i centrum, men det er aflyst. De undersøgelser, der var sat i værk for at skaffe plads til flere børn i centrum, de er aflyst. Det tyder på, at prognosernes kvalitet ikke har været så stor, så vi vil også af den grund ikke være med til at fjerne overbygningen fra de skoler, der er i spil, siger Bo Libergren og freder dermed indirekte overbygningen på Rasmus Rask Skolen i Bellinge - i hvert fald hvis det står til Venstre.

Tirsdag aften holdt skolebestyrelsen stormøde på Rasmus Rask Skolen i Odense.

 

 

Oversigt

    Oversigt