Nye tal tegner 'trist' billede af indvandrerbørns evner i dansk

Nye tal viser, at over halvdelen af de indvandrerbørn, der starter i skole i Odense, har brug for sprogstøtte ved skolestart.

Det står skidt til med danskkundskaberne blandt indvandrerbørn, når de starter i skole. Det viser tal fra landets tre største kommuner, som Radio24syv har fået indsigt i. Den fynskvalgte Børne- og Socialminister, Mai Mercado, kalder det for ’meget triste tal’.

Værst står det til i Aarhus, hvor seks ud af ti indvandrerbørn ikke taler et alderssvarende dansk, når de starter i børnehaveklasse. I Odense er tallet fem ud af ti, og i København er det fire ud af ti indvandrerbørn, der har behov for sprogstøtte ved skolestart.

Det viser resultaterne af kommunernes sprogvurderinger af 0. klasses elever. Det er de resultater, som Radio24syv har fået adgang til.

I Odense Kommune viser tallene, at 53,6 procent af de tosprogede børn ved skolestart i 2016 havde brug for sprogstøtte - enten i form af en 'særlig' eller en 'fokuseret' indsats, som det hedder i tallene fra Odense Kommune. 

quote Det er rigtig triste tal, og der er behov for at blive gjort noget ved det nu

Børne- og socialminister Mai Mercado (K)

Og hvis man er bagud i sin sproglige udvikling ved skolestart, kan man også ende med at komme bagud på andre vigtige punkter, som er centrale for, hvordan man klarer sig gennem livet. Det fortæller seniorforsker ved Rockwool Fonden, Rasmus Landersøe til Radio24syv:

- Det kan både spille ind socialt og fagligt. Når man ser så store forskelle ved indgangen til skolen, som der beskrives her, så er der intet der tyder på, at forskellene bliver udlignet senere hen, siger han til radiokanalen.

Børne- og socialminister Mai Mercado (K), der er valgt på Fyn, er bekendt med problemet. Ministeren fremlagde i december et lovforslag, som skal fremme danskkundskaber blandt indvandrerbørn.

- Det er rigtig triste tal, og der er behov for at blive gjort noget ved det nu. Vi foreslår, at kommunerne skal kunne tvinge alle tosprogede børn, som ikke har tilstrækkeligt godt dansk, i daginstitution ved at fratage forældrene børnepengene, hvis de nægter, siger børne- og socialminister Mai Mercado til Radio24syv.

Oversigt

    Oversigt