Nykøbing Falster stopper Pytlicks sejrsstime

Nykøbing Falster vandt med 31-28 over Odense Håndbold, mens København sejrede over Silkeborg-Voel.

Efter syv ligasejre i træk måtte Odenses håndboldkvinder og cheftræner Jan Pytlick onsdag forlade klubbens hjemmebane som tabere. 

Danmarksmestrene fra Nykøbing Falster Håndbold vandt opgøret med 31-28 og kom dermed op på siden af Odense i tabellen, hvor begge hold har 16 point efter 12 kampe.

Stine Jørgensen og japaneren Ayaka Ikehara blev med ni mål hver topscorere i kampen, der var holdenes første i ligasammenhæng siden midten af november på grund af VM i december.

Kampene åbnede med at være meget lige, og efter 24 minutter var stillingen 9-9, før Nykøbing Falster fik skabt et hul på 13-10 inden pausen.

I begyndelsen af anden halvleg fortsatte Kristina Kristiansen og co. Da gæsterne havde lavet fire mål på tre og et halvt minut, blev Jan Pytlick nødt til at tage en timeout for at få standset blødningen.

Fynboerne kom dog aldrig tættere på end en afstand på tre mål, og så kunne Nykøbing Falster tage begge point med hjem.

I Silkeborg vandt rækkens tophold, København Håndbold, over Silkeborg-Voel med cifrene 30-26. Det var den sjette ligasejr i træk til sidste sæsons DM-sølvvindere.

Med sejren fik københavnerne også en smule oprejsning efter sidste uges nederlag i pokalfinalen til Team Esbjerg.

Oversigt

    Oversigt