Nyt bandeoptøjer i Odense

Politiet tror, at interne stridigheder i bandemiljøet er årsag til flere uroligheder i Odense torsdag. En person er skudt i hånden.

Det er formentlig uoverensstemmelser internt i bandemiljøet, der har forårsaget en række uroligheder torsdag i Odense.

- Det er i hvert fald sådan det ser ud lige nu, fortæller vagtchef Hans Frederiksen, Fyns Politi.

Ifølge politiet kan urolighederne være begyndt, efter en indvandrer fik alvorlige bank ved Føtex i Bolbro.

- Efterfølgende kører to biler med fire mand i hver bil i meget høj fart fra Vollsmose mod centrum, og det er vi selvfølgelig opmærksom på, siger Hans Frederiksen.

Politiet sætter efter bilerne, og den ene kaster noget ud af vinduet. Det viser sig at være våben, blandt andet en pistol, fortæller vagtchefen.

- Vi har lige nu to personer anholdt, og har politi på patrulje i Vollsmose omkring Bøgetorvet, hvor den ene bil forsvandt, fortæller Hans Frederiksen.

Skudt i hånden

Umiddelbart ser det ud til at være et internt opgør i indvandrerbandemiljøet, vurderer Fyns Politi.

En person er torsdag eftermiddag blevet skudt i hånden ved Hans Tausensgade i det centrale Odense. I den forbindelse er yderligere en person anholdt.

- Mere kan jeg ikke sige om sagen lige nu. Vi er ved at sykke stumperne sammen, fortæller vagtchef Kenneth Taanquist, Fyns Politi.

TV 2/FYN følger sagen.

Oversigt

    Oversigt