Nyt HCA-hus: Millionindtægter og markant flere turister på vej til Fyn

Når det nye H.C. Andersen Hus åbner i 2021 vil 300.000 flere turister strømme til Odense, og omsætningen i turistbranchen vil stige med op mod 250 millioner kroner årligt. Sådan lyder forventningerne til Odenses kommende turistmagnet.

Helt nye skilte i Odense og internationale betalingssystemer i butikkerne er blandt de nye tiltag, der kan blive nødvendigt, når tilstrømningen af turister nærmest eksploderer om få år. Det nye H.C. Andersen Hus åbner i første halvår af 2021, og det vil øge turisttilstrømningen til Odense markant.

Ifølge beregninger fra Odense Kommune og VisitOdense vil det nye H.C. Andersen Hus tiltrække mellem 250.000 og 300.000 nye turister til Odense. Flertallet af dem vil være internationale turister. Samtidig vil omsætningen i turistbranchen kunne øges med mellem 200 og 250 millioner kroner årligt, forudser turistorganisationen. Hvis tallene bliver til virkelighed, vil det give turismen i Odense et historisk løft.

- Det er et stort løft. Nu er sådanne beregninger altid behæftet med usikkerhed, men jeg vil ikke blive overrasket, hvis der kommer en stigningen i omsætningen på ti til 15 procent i byen. Vi har en omsætning på to milliarder nu, så det er en stor stigning og det vil være noget både forretninger og hoteller vil kunne mærke, siger Michael Bruhn Frederiksen, der er chef for transformation og organisation i Odense Kommune

Men selvom der stadig er over et år til, at det nye museum om eventyrdigter født på Fyn står klart, er Odense Kommune allerede nu ved at gøre sig klar til et kæmpe rykind af nye besøgende.

Blandt andet skal både bybilledet og butikkerne i langt højere grad end i dag gøres klar til at vejlede og betjene et stigende antal internationale turister.

Det nye HCA-hus vil stå klar i første halvår af 2021 og forventes at øge turisttilstrømningen til Odense med mange hundredtusinde turister.
Det nye HCA-hus vil stå klar i første halvår af 2021 og forventes at øge turisttilstrømningen til Odense med mange hundredtusinde turister.
Foto: Odense Kommune

Kommunen foreslår, at de op mod 300.000 nye turister skal vejledes og hjælpes på vej med et nyt velfungerende skiltesystem til både biler, tog og i bybilledet.

Og da en stor del af de nye turister forventes at være kinesere, foreslår kommunen også, at byens butikker bliver klar til at modtage betaling via den kinesiske betalingsplatform Alipay, der har over én milliard brugere. 

- Vi skal sikre, at de turister, der kommer i byen, får en god oplevelse. Der vil være mange udenlandske turister, og kineserne er vandt til at bruge Alipay, og det er jo rigtigt klogt, at vi kan tage imod betaling, når de vil købe varene i vores butikker,  siger Michael Bruhn Frederiksen.

Klogt at indføre Alipay så kineserne kan betale, siger Michael Bruhn Frederiksen fra Odense Kommune

Men Odense Kommune skal forberede sig grundigt for at kunne indfri forventningerne. Blandt andet skal byen udarbejde en systematisk plan for en indsats over for den internationale presse.

Allerede i forbindelse med OL i Tokyo til sommer vil det nye H.C. Andersen Hus blive promoveret på Danmarks internationale pavillon.

Samtidig skal samarbejdet mellem turistorganisationer, attraktioner og event i byen styrkes, så alle sammen kan drage fordel af de mange nye turister.

- Det er jo vækst og arbejdspladser. Vi er i en fase, hvor byen vokser på oplevelsessiden, og dette hus vil understøtte denne udvikling og sikrer, at der bliver skabt endnu flere job på dette område, lyder det fra Michael Bruhn Frederiksen.

Fakta

Det nye HCA-hus vil stå klar i første halvår af 2021 og forventes at øge turisttilstrømningen til Odense med mange hundredtusinde turister.
Det nye HCA-hus vil stå klar i første halvår af 2021 og forventes at øge turisttilstrømningen til Odense med mange hundredtusinde turister.
Foto: Odense Kommune

Oversigt

    Oversigt